Hvad jeg ville synes om den ved et gensyn ved jeg ikke. Men mindes den som fremragende og din anmeldelse gør jo nærmest et gensyn til et krav:-)
Anmeldelse: Fanny og Alexander
Ingmar Bergman blev under et uhyre sjældent interview i 2005 adspurgt, hvad han savnede mest ved at lave film. Den dengang 87-årige instruktør svarede, at han savnede det kreative samarbejde med Sven Nykvist – hans faste kameramand og sparringspartner gennem tre årtier. Selvom Nykvist og Bergman døde i henholdsvis 2006 og 2007, blev deres samarbejde reelt afrundet med "Fanny og Alexander" fra 1982, med hvad der først var fem timers tv-serie fordelt på fire afsnit og siden hen klippet ned til en tre timer lang spillefilm. Hvor vi dødelige kun kan gisne om, hvad de to lysende magikere ellers kunne have fået opnået sammen i tiden efter dét, der endte med at blive ved vejens ende, spøger "Fanny og Alexander" stadig som ét af filmmediets fornemmeste bedrifter.
Søskendeparret Fanny og Alexander lever det ubekymrede overklasseliv som børn i den velhavende kunstnerfamilien Ekdahl i starten af 1900-tallets Uppsala. Da børnenes far og familiens overhoved, Oscar, dør i juletidens røde skær, begynder glansbilledet stødt at smuldre. Familieidyllen påvirkes af det store tab, hvor særligt Fanny og Alexanders mor er sønderknust af indestængt hvisken og råb. I en desperat søgen efter mening med livet gifter hun sig med den sadistiske biskop Vergerus. Dette bliver begyndelsen på en hetz rettet mod Alexander, der nægter at lade sig knægte af religiøse dogmer.
Som i et genspejl af en lang og glorværdig karriere betegnes "Fanny og Alexander" med rette som kulminationen på en på alle måder bemærkelsesværdig karriere som filmhistoriens måske bedste instruktør. Foreningen af de sædvanligvis tunge bergman'ske tematikker om liv og død, videnskab og religion, humanisme og kynisme flettes sammen i letbenet komik og smuk poesi. Drillende og lystigt bydes der op til festlig dødsdans, alt imens ulvetimen trænger sig på, hvilket på én og samme tid er angstprovokerende, skræmmende og dybt fortryllende.
Dobbeltheder og tvetydigheder er der rigeligt af – og tungen skal holdes lige i munden. Alligevel skiftes der så flydende mellem det gravalvorlige og spidsfindig humor, at overgangene nærmest ikke bemærkes. Bergmans flertydige narrative lag og perfektionistiske personinstruktion sammensmelter elegant med Nykvists overmenneskeligt kreative sans for kompositioner, farvesammensætninger og selvfølgeligt dét, han som kameramand blev mest anerkendt for – arbejdet med lyssætningen.
"Fanny og Alexander" favner vidt og bredt, til trods for at historiens ramme i sig selv er en lettere banal coming-of-age-fortælling om en drengs møde med døden og det religiøse. Bergmans tematiske bagkatalog – og egen opvækst som søn af en streng præst – hjemsøger ganske vist hvert billede i tavshed , men uden at tynge den fundamentalt gode historie. Den svenske filmmager var nemlig først og fremmest en eminent fortæller og formidler. Ligesom far Oscar vender tilbage fra de døde og våger over sine børn, fornemmes Bergmans fabulerende overblik fra start til slut. Selv fra efterlivet rystes der aldrig på hånden fra skakmesteren selv.
Som traditionel julefilm er "Fanny og Alexander" bestemt ikke en opløftende oplevelse på tomme kalorier. Ingmar Bergmans nok bedste film rumsterer derimod med både tunge tanker om alt mellem himmel og jord tilsat befriende komik såvel som Sven Nykvists altopslugende imponerende æstetiske sans. Filmen skal ses på det store lærred – og med Cinematekets restaureret kopi er der ingen vej uden om.