Åh ja, jeg husker, da jeg interviewede ham om "Taken 2" og spurgte ind til en 3'er, hvor han sagde... "It's not gonna happen. How many times can you get taken?"
Liam Neeson: "Taken 4" kommer aldrig til at ske
De tre film i "Taken"-franshisen har omsat for næsten 1 mia. dollars på verdensplan, men alligevel kommer en "Taken 4" aldrig til at ske, hvis man spørger hovedrolleindehaveren Liam Neeson.
Den nordirske skuespiller besøgte for nylig The Late Show for at promovere sin seneste film, den kritikerroste "A Monster Calls" (eller "Syv minutter over midnat", som den skrækkelige danske titel lyder), og i den forbindelse blev han spurgt, om der var planer for en "Taken 4":
"Nej, det er der ikke. Det er begrænset, hvor mange gange din datter kan blive taget. Hvis vi laver en film til, vil det nærmere være 'Er du ikke sød at tage min datter?'"
TV-serie på vej
Selvom den lunkent modtagne "Taken 3" dermed ser ud til at blive sidste film, er der planlagt en tv-serie fra NBC baseret på franchisen. Serien vil følge hovedpersonen Bryan Mills i hans yngre dage uden kone og barn. "Taken"-serien vil fokusere på, præcis hvordan Mills opnåede sine ofte citerede "very particular set of skills."
Luc Besson, der var medforfatter på de tre film, skal være producer på serien. Det er ikke første gang, at en Besson-film har fundet vej til tv – det skete også med "La Femme Nikita" og "Transporter".