Det bliver dæleme spændende - især fordi jeg har det lidt på samme måde, som jeg havde det op til J.J. Abrams' første film: der er ét skud tilbage i bøssen. Hvis Abrams' film havde fejlet, så var "Star Trek" aldrig vendt tilbage til det hvide lærred. Hvis den her serie fejler, så går der ikke 12 år før en ny "Star Trek"-serie bliver søsat, så skal vi sikkert tættere på 100 års jubilæet i 2066, hvis det overhovedet kommer på tale.
Og netop en "BSG-ficering", som Lars og Bruno er inde på, har jeg længe ønsket mig (og for pokker hvor jeg dog i sin tid ærgrede mig over, at Ronald Moore sprang på BSG i stedet for at få nøglerne til "Star Trek"-franchisen, som han selv havde været med til at "re-energise" via "Star Trek: The Next Generation" osv.) - men når jeg så alligevel tænker over det, så har vi egentlig allerede fået dén serie i form af "Star Trek: Deep Space Nine", som tilfældigvis også er min foretrukne "Star Trek"-serie OG pudsigt nok også skrevet/produceret hovedsageligt af folk, som senere kreerede BSG. Altså, i den forstand at der er tale om en mere seriøs (ikke fordi de andre serier var direkte useriøse - men altså mere alvorstung på en facon, der gjorde dramaet lidt mere vedkommende), karakterdrevet "Star Trek"-føljeton med en mere sammenhængende, langstrakt fortælling.
Men selvom den nye serie mægtig gerne må byde på karakterdrama af samme karat som BSG og DS9, så håber jeg i dén grad på en mere "positivistisk", klassisk "Star Trek"-tone. Der har været en overflod af eminente tv-serier de seneste år, men jeg er efterhånden kørt lidt død i sendefladens overflod af fordærv, dumme svin, usmagelige antihelte, traumer osv. osv. - dermed ikke sagt, at jeg vil have en fuldkommen overfladisk Trek-serie blottet for konflikt og gråzoner, men jeg savner sgu et univers og et persongalleri at se op til, og for FANDEN hvor har vi dog brug for det i øjeblikket i nutidens tv-billede og verdensbillede i al almindelighed.
Jeg havde selv leget med en tanke lidt à la Bryan Singers koncept - længere ude i fremtiden end TNG, hvor Føderationen er ved at blive afviklet. Ikke pga. en konflikt, men simpelthen fordi de forskellige kulturer ikke længere ser noget formål med den, har nok i sig selv, ikke gider at have med andre at gøre. Ja, lidt som jeg ser planeten Jorden den dag i dag :-) Hvor der så opstår en eller anden form for konflikt mange år senere, som tvinger Stjerneflåden til at opsøge de gamle medlemsstater og finde fast fodfæste og genvinde troen på det store fællesskab og på det gode i mennesket (og rumvæsnet :-)).
Det må gerne være aktuelt, som det allerbedste Star Trek var, og så selvfølgelig samtidigt udforske verdensrummet og afdække helt nye facetter af universet. Det kunne også være cool med noget à la X-Files - en kombination af sammenhængende historier og enkeltstående afsnit, for noget af det befriende ved at gense de ældre serier er, at den episodiske form (som jo nærmest er uddød og bespottet den dag i dag) giver forfatterne en KÆMPE kreativ frihed til at fortælle historier om alle mulige tænkelige emner og også inden for alle mulige subgenrer, fordi de ikke så absolut skal knytte en rød tråd mellem samtlige afsnit. Således får man afsnit som "City on the Edge of Forever", "The Inner Light", "Darmok" osv.
Hvorom alting er - det eneste mareridtsscenarie er en ny serie, der dovent hoster de samme fortællinger og figurer op, som vi allerede har set.
@Geekalot, nej, den film jeg talte om, er bare en fanfilmproduktion. Det her er jo en helt "officiel" produktion :-)