Den første Death Wish er en rigtig god film, den næste er en temmelig underholdende omgang sleaze (og i øvrigt meget berygtet for et par scener, der næsten altid er klippet ud), derefter blev filmene efterhånden lidt af en dårlig vits. Af denne trailer at dømme ligner det desværre, at filmen er mest beslægtet med de senere fortsættelser.
Trailer: Bruce Willis ser rødt i trailer til "Death Wish"
MGM har frigivet traileren til "Death Wish - En mand ser rødt", deres kommende hævnfilm med Bruce Willis i hovedrollen. Du kan se den nedenfor.
I "Death Wish" spiller Willis kirurgen Paul Kersey. Da Kerseys kone og datter bliver overfaldet i deres hjem, forventer Kersey en effektiv indsats fra politiet, men hos ordensmagten er man allerede overbebyrdede, og der er derfor ingen hjælp at hente. Kersey føler sig således tvunget til at tage sagen i egen hånd, så han begiver sig ud på et blodtørstigt hævntogt for at finde de skyldige og give dem et skud af deres egen medicin.
"Death Wish" er en genindspilning af originalen fra 1974, der havde Charles Bronson i hovedrollen og endte med at få fire efterfølgere.
Udover Bruce Willis byder den nye film på Vincent D'Onofrio ("The Magnificent Seven"), Elisabeth Shue ("Piranha 3D") og Dean Norris (Hank i "Breaking Bad"). I instruktørstolen sidder Eli Roth, der tidligere har givet os de to første "Hostel"-film og senest "Knock Knock" med Keanu Reeves. Filmens manuskript leveres af "The Grey"-instruktøren Joe Carnahan.
"Death Wish" har dansk premiere 23. november.