Anmeldelse: The Florida Project
Det er et problem, når den realistiske del af en film bliver så tro mod virkeligheden, at tilskueren begynder at bede til, at de sociale myndigheder endelig vil dukke op.
Instruktøren af "The Florida Project", Sean Baker, har altid været god til at give et indblik i Amerikas lavere sociale klasse. De mennesker, vores blik helst er foruden, og som sommetider er svære at holde af, bliver givet et gran af medmenneskelighed og varme under hans detaljerede og ofte mesterlige instruktion. I "The Florida Project" handler det denne gang om uregerlige børn i et motel i Orlando, Florida, og for første gang i Bakers karriere må det siges, at han ikke kan levere nok varme til at holde af størstedelen af beboerne.
Disneyland huserer i baggrunden, mens fattigdommen regerer på et motel i en af Floridas mest triste byer (udenfor Disneyland, forstås). Her styrer bestyreren Bobby den daglige trummerum, der ofte forstyrres af den enlige mor Halley og hendes datter, Moonee. Moonee er ingen engel og bruger det meste af sin skoleløse dag med at rende rundt med sine venner og forstyrre de andre beboere med mobning, ildebrande, spytklatter, og hvad der ellers kan findes på, mens Halley prøver at få dagligdagen til at hænge sammen ved at skændes med Bobby, sælge illegale varer til rige turister og ryge sig skæv.
Ofte må det tænkes, om "The Florida Project" ville have fungeret bedre som en dokumentar og ikke en spillefilm, hvor en historie lettere kan manipuleres, for en stor portion af "The Florida Project" ender med at være ganske ubærlig at se på grund af pigen Moonee og hendes venner. Det er svært at vende ryggen til nogle af samfundets laveste, men selv den mest tolerante og næstekærlige menneskeelsker ville have svært ved at finde et eneste formildende punkt ved den ganske enkelt rædselsfulde pige og hendes mor, der skal bære størstedelen af filmen.
Det er et problem, når den realistiske del af en film bliver så tro mod virkeligheden, at tilskueren begynder at bede til, at de sociale myndigheder endelig vil dukke op og få dette skrigende, uintelligente vanvid til at ophøre. Er dette meningen? Måske. Men der skulle gerne være et gran af sympati rettet mod vores hovedpersoner og håb om, at det vil gå dem godt trods alt, så vi kan være engagerede i handlingen i stedet for at blive blændet af antipati, der overskygger alt andet. Med andre, mere direkte ord er Moonee og hendes mor så frygtelige mennesker, at der ikke er et eneste tidspunkt i "The Florida Project", hvor man kan ane den mindste flig af godhed eller medfølelse i dem.
Anderledes interessant og medrivende bliver det, når andre karakterer er i fokus. Når filmen centrerer omkring Bobby og motellets andre beboere, er det igen vedrørende. Der er en anden forståelse for de andre menneskers situation, når de kæmper med dagligdagen og laver fejltagelser overfor hinanden og sig selv. At få et indblik i deres liv giver den empati, der savnes, når det gælder Moonee og mor, hvor trangen til deres forsvinden kun bliver større med hvert minut. Især hvis man har en lav tolerance overfor børneskrig, som "The Florida Project" i øvrigt er fyldt til randen med.
Der er absolut ingen formildende omstændigheder, der gør vores hovedkarakterer hverken elskelige eller mulige at relatere til, som ellers burde være pointen med en film som "The Florida Project", som det var det i Bakers tidligere værker. Var "The Florida Project" en vellykket film, ville den være med til at formidle både skønheden i det grimme eller det gode i de mennesker, de højere lag plejer at fordømme. "The Florida Project" scorer måske høje point, når det gælder realisme, men det eneste, vi bliver ladt tilbage med i de (endelig) stille rulletekster, er en intens forståelse for, hvorfor disse mennesker er landet, hvor de er.