Jeg får en fejlbesked når jeg klikker på linket.
Moovy Exclusive: "Nå, skal jeg nu ud og forgylde jeres lort igen?"
Mange kendte danske skuespillere var med i de pornografiske stjernetegnsfilm i 1970'erne. Kommende bog fortæller hele historien.
Allerede i 1970'erne, da de danske stjernetegnsfilm trak fulde huse både herhjemme og i udlandet, undrede mange sig over én ting. Hvad fik så mange af tidens mest folkekære danske skuespillere til at medvirke i folkekomedier, der samtidig indeholdt hardcore pornoscener?
Karl Stegger var et af de store navne, som aldrig takkede nej til en rolle i de erotiske lystspil. I en særlig mindeværdig scene fra "I tvillingernes tegn" (1975) tuller han rundt på Københavns Bad i kvindetøj omgivet af splitternøgne unge damer. Og i "Agent 69 Jensen i skyttens tegn" (1978) er han klædt ud som Christian IV, mens der kopuleres lystigt omkring ham. Selv beholdt Stegger altid klunset på. "Der er mit korpus for en gangs skyld imod mig," sagde han i et interview, hvor han forsvarede sine pornofilmroller ud fra et pragmatisk synspunkt: "Man skal være ualmindelig højrøvet og tro en masse om sig selv, hvis man i dag – under den nuværende arbejdsløshed – siger nej til arbejde."
Arthur Jensen, kendt og elsket som vicevært Meyer i DR-serien "Huset på Christianshavn", var en anden veteran, som troligt stillede op til sexfarcerne, når der var bud efter ham. "Nå, skal jeg nu ud og forgylde jeres lort igen?" sagde han. Pornokomediernes blanding af lystspil, liderlighed og kongelige skuespillere er ganske unik i filmhistorien. Men allerede dengang var det ikke velset i branchen, at kollegerne medvirkede i den eksplicitte stjernetegnserie fra selskabet Happy Film. "Man talte om det i krogene," siger Ulla Jessen, der kun deltog i de mere uskyldige sengekantfilm fra rivalen Palladium. Hun har engang hørt kollegaen Sitter Horne-Rasmussen give sin forklaring på, hvorfor hun i en høj alder tog roller i flere af stjernetegnsfilmene: "Jeg ville gerne have et farve-tv!"
Den kommende bog "Danmark på sengekanten" fortæller hele historien bag de farverige og ekstremt succesfulde danske sexlystspil fra 1970'erne. Du kan forudbestille bogen med rabat netop nu, hvis du støtter crowdfundingen af bogen via dette link. Kampagnen slutter fredag 6. december.
Bogen bliver skrevet af Brian Iskov ("Den store troldspejlsbog") og udgives af forlaget BOOK LAB ("Olsen Banden" af Christian Monggaard) i august 2020.
Se en video om projektet her: