Trailer: "Tilbage til Fremtiden" møder "Scream" i horror-komedien "Totally Killer" – se den første trailer

Firserne ringede. De vil have deres åndede gyserplot tilbage.

En kommende slasher-komedie fra Blumhouse Productions og Amazon tager os med tilbage til 1987 i "Totally Killer".

35 år efter at The Sweet Sixteen Killer hærgede en lille amerikansk by, står den 17-årige Jamie pludselig ansigt til ansigt med morderen. Det går dog hverken værre eller bedre, end at Jamie under flugten formår at rejse 35 år tilbage i tiden, hvor hun nu må forsøge at hjælpe en venindegruppe med ikke at blive ofre for morderen. Der er bare lige den hage ved det, at venindegruppen blandt andet udgøres af teenage-udgaven af Jamies mor.

Læs også: Manden bag "Freaky" og "Happy Death Day" skal instruere "Scream 7"

Filmen er fuldt ud klar over, at konceptet er en anelse langt ude, hvilket også omtales i traileren, så der er lagt op til en komedietung teenage-slasher.

"Totally Killer" får premiere på Amazons streamingtjeneste, Prime Video, den 6. oktober. Rollelisten består blandt andet af navne som Kiernan Shipka ("Mad Men"), Julie Bowen ("Modern Family") og Randall Park ("WandaVision").

Se traileren her:

Kommentarer

"Tilbage til Fremtiden" møder "Scream" i horror-komedien "Totally Killer" – se den første trailer

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen