Anmeldelse: All Eyez on Me

Biopics og socialt bevidste dramaer om sorte er enormt populært i USA. Koblingen mellem de to genre har hitpotentiale. Efter den store succes med “Straight Outta Compton” om gangstar rap supergruppen N.W.A., var det kun et spørgsmål om tid før der blev stukket hul på bylden med flere film om de store hip hop grupper. At det nu er kommet til Tupac “2Pac” Shakur er ikke overraskende. Det overraskende er mere, hvorfor det ikke er lykkes at lave en bedre film om hip-hop’ens svar på Jim Morrison.

Over 140 minutter fortælles Tupac Shakurs liv. Fra de barndommen i Harlem med forældrene som fremtrædende profiler i Black Panther-bevægelsen, ungdommen og  gennembruddet i Baltimore og den eksplosive karriere som filmstjerne og rapper. Kontroverser, retsager og naturligvis afsluttende med det drive by, som dræbte ham i 1996 - som 25 årig. Opremsende, indimellem søvndyssende og aldrig specielt medrivende. Eftermælet af en musiker som 2Pac bør være skåret noget skarpere end den TV-film, som "All Eyez on Me" er gået hen og blevet.

Præcis som i “Straight Outta Compton” er det tydeligt, at det er vinderne som også skriver historien i “All Eyez on Me”. Musikvideoinstruktør Benny Boom optegner Tupac Shakur som en fan der er fuldstændig forblændet af sit idol. Som et misforstået geni, en folkehelt, der trods sit bad boy ghetto-ophav blev modarbejdet af bl.a. FBI. Ingen tvivl om 2Pacs indflydelse om popkulturelt fænomen, men som biopic føles fremstillingen enormt utroværdig.

Fair nok, hvis der tages fortællermæssige friheder, det er bestemt ikke første gang at det ses i en biopic. Fremdriften og historien piftes op, fremfor at være tung. Ikke at det bør være nødvendigt i en fortælling om Tupac Shakur, der i den grad levede et begivenhedsrigt - men kort - liv. Noget andet er, at Benny Boom laver alle klassiske fodfejl. “All Eyez on Me” lider af mangel på disciplin. Filmens første akt er især problematisk, i den slaviske opremsning af nedslag i tiden før Tupac blev til 2Pac. Naturligvis er den politiske opvækst og fascinationen af Shakespear essentielt i forståelsen af den legendariske rapper. Fortællingen fanger dog aldrig hverken rytmen eller harmonierne, og forklarer sig selv alt for meget undervejs, frem for at finde fokus. Fordi der ikke er et ordentlig flow, samt dialogerne føles konstruerede, fremstår historien om en af hip-hop’en mest begavede ordsmede klodset - hvilket naturligvis ikke må ske.      

Fra da 2Pac bliver del af Dr. Dres selskab Death Row Records og musikkarrieren for alvor tager fat, kommer der automatisk flere og flere koncertsekvenser - og det er hér at “All Eyez on Me” har sine kvaliteter. Energien er smittende og musikken er fantastisk, hvilket Boom formår at indkapsle til perfektion. Det er også her, at magtkampene mellem East og West Coast tager til, primært mellem Notorious B.I.G. og 2Pac, hvilket giver et godt - omend overfladisk og fragmenteret - indblik i hip hop’ens guldalder i start og midt 90’erne.

Tupac “2Pac” Shakurs korte liv bød på så mange begivenheder, at det bør være muligt at lave en dynamisk biopic med fokus på eksempelvis et politisk budskab, 2Pac tvivlsomme støtte til militante grupperinger eller måske blot hvad der gjorde ham så eminent som én af hip hop-historiens allerstørste stjerner. Til trods for 140 indimellem meget lange minutter kommer vi aldrig ind til kernen eller forståelsen af Shakurs geni.