Anmeldelse: Amundsen
"Amundsen" bryder modigt gennem isen som norsk portrætfilm på internationalt niveau.
Skandinavien har en stolt opdagelses- og erobringshistorie. Ikke alene siden vikingerne "opdagede" Nordamerika og Grønland, men også i nyere tid. Vores søsternation Norge har markeret sig inden for polarekspeditioner, hvor især Fridtjof Nansen og Roald Amundsen er fremtrædende skikkelser. Sidstnævnte var særdeles kontroversiel i samtidens 1910-20'ere, hvor han trods en status som én af de allerstørste polarforskere både blev anset som nationalhelt og kompromisløs lykkeridder. Netop samme splittelse har præget hjemlandets respons på ny stort anlagt film om den verdensberømte antihelt.
Roald Amundsen (Pål Sverre Hagen) har siden barndommen været besat af tanken om at opdage de uudforskede dele af verden. I voksenlivet udvikler ambitionerne sig. Heriblandt i kapløb med britiske Robert Falcon Scott om at nå Antarktis først. Amundsen var nemlig ikke en mand, der var bange for at lyve og manipulere sig frem, uanset om det var overfor Kongen af Norge eller sine nærmeste.
Filmatiseringer om folkekære personligheder skal træde forsigtigt for ikke at få pøblen på nakken. Især de film, der vender perspektivet. Vi så det til en vis grad herhjemme med "Dirch", men især med Astrid Lindgren-portrættet "Unge Astrid", der i Sverige udløste et ramaskrig. Set ud fra en skandinavisk kontekst er "Amundsen" én af de mest ambitiøse biografifilm længe ud fra en kritisk præmis.
Fortællingen om Amundsen er i og for sig ikke kun om Roald, men også storebror Leon. Centralt står forholdet mellem de to brødre som modpoler i kernefortællingen, heriblandt da Roald var den, der rejste, mens Leon stod for indsamling af finanser til at få møllen til at køre rundt. Fortalt som delvist klassisk socialrealistisk drama kontra episk skildring af de legendariske ekspeditioner. Historiske bedrifter, der sker på bekostning af menneskelige omkostninger og gentlemanship, hvilket især briterne hævede deres øjenbryn over. Roalds ærgerrige øjne søger konstant anerkendelsen, mens den kontante forsker gennem årene udvikler sig til en kold skid – især overfor sin bror. At udstille landets måske allerstørste nationalhelt som kynisk, kompromisløs kold skid er modigt og tankevækkende samt afføder naturligvis en vis sne-stormvejr i den sindige norske selvbevidsthed.
Ingen film om Roald Amundsen uden dramatisk polareventyr. Instruktør Espen Sandberg har med "Kon-Tiki", "Frihedskæmperen Max Manus" og "Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge" bevist, at storslået action absolut mestres – og det overfører nordmanden kjempefint. Ikke alene som tidsportræt af de store opdagelsesrejsendes sidste store kapitel, men også i sekvenser med dødsensfarlige ekspeditioner til vands i ishav, til lands med hundeslæde og i luften med fly og luftskib. Visuelt imponerende og dramatisk medrivende bryder "Amundsen" modigt gennem isen som norsk portrætfilm på internationalt niveau. Til trods for, at den i hjemlandet har været i kraftig modvind siden premieren.
Flott bevæger instruktør Espen Sandberg sig ind på velkendt norsk territorium med velspillet og dramatisk portrætfilm om nationens nok allerstørste personlighed i nyere tid. Roald Amundsen var i samtiden en kontroversiel skikkelse, og Sandberg fremstiller polarforskeren derefter. Vinderne skriver ikke historien i "Amundsen", og fordi Sandberg ikke er interesseret i et letkøbt og konventionelt nationalhelteportræt, fascinerer fortællingen som forfriskende modig og medrivende.