Anmeldelse: Cold War
Trods en kærlighedshistorie, der aldrig kommer ind under huden, kan polske "Cold War" bryste sig af at være en af årets absolut smukkeste film.
Pawel Pawlikowski leverede en triumf, da han tilbage i 2014 vandt en Oscar. Med sin intime roadtrip-film "Ida" – omhandlende en katolsk nonne, der udfordrer sin tro – vandt instruktøren for "Bedste udenlandske film" og sikrede sensationelt Polens første gyldne statuette. Modsat andre europæiske filmmagere i lignende situation indlogerede Pawlikowski sig ikke på nærmeste hotel og forfulgte drømmen om Hollywood. Derimod tog han direkte hjem for at arbejde videre på sit næste projekt, "Cold War".
Som "Ida" starter "Cold War" i efterkrigstidens Polen, hvor den kolde krig viser sit grimme ansigt, men frem for religion og ideologi er en umulig kærlighedshistorie denne gang i centrum. I 1949 er et mazurka-kompagni i gang med at erhverve nye talentfulde sangere og dansere i det landlige Polen. Unge talentfulde Zula går håbefuldt til audition og kræver ikke mange blikke fra kompagniets karismatiske leder Wiktor, der optager den unge kvinde. Over to årtier udvikles en temperamentsfuld romance mellem de to, mens der turneres igennem et krigshærget Europa, og gang på gang må de to elskere se sig adskilt grundet forskellige mål og drømme.
Ikke ulig Lone Scherfigs rammefortælling i David Nicholls-filmatiseringen "Samme dag næste år" følger vi det stormende forhold mellem Zula og Wiktor. Sporadisk dykkes der ned i deres møder på tværs af tid, som bevæger sig fra 40'erne til 1960'erne. Den kolde krig og Sovjetunionens kommunistiske indtog af østlandene danner fortællingens baggrunds(jern)tæppe, der gang på gang udfordrer de to elskende. Zula drømmer om at blive kompagniets stjerne, der synger forrest, når Stalin skal hyldes, mens Wiktor længes efter Vestens friheder og bourgeoisie livsstil. Deres verdenssyn udfordrer hinanden igennem årene, hvor de må forholde sig til nye relationer og en verden i forandring.
"Cold War" er skudt i sort-hvid, delikat indpakket i gammeldags 4:3-format ligesom "Ida". Stilen – og velsagtens Pawel Pawlikowskis trademark – indkapsler perfekt tidsperioden og bidrager til gennemgående æstetisk håndværk, der skaber en af årets mest billedskønne film. Trods den snævre beskæring har fotograf Łukasz Żal tryllet med linsen og skabt ren filmmagi. Hvad end smadrede bygninger oplyses af smuk chiaroscuroeffekt eller landskabsbilleder står i symmetri, der ville gøre Wes Anderson bleg af misundelse, fremstår hver en indstilling gudesmuk, når fortællingen bevæger sig fra hærgede Warszawa til jazzede Paris.
Som titlen antyder, er "Cold War" en kold film – og i mere end én forstand. Fra den historiske baggrund til vinterens meterhøje sne fremstår alt iskoldt. Selvom kærlighedsaffæren mellem Zulu og Wiktor er omdrejningspunkt, fremføres "Cold War" med en voldsomt kølig og distanceret tilgang. Trods antydninger om Zulus voldelige fortid og Wiktors drømme kommer vi aldrig under huden på de to elskende. Det er svært at udrede, hvilke motiver der konstant driver dem sammen gennem tiden – trods nye kærester og adskillende geografiske placeringer.
Ingen tvivl om, at "Cold War" muligvis er årets smukkeste film. Pawel Pawlikowski ender dog i sidste ende med at spænde ben for historien. Den 61-årige polak er mere interesseret i at dyrke sin æstetik og fange et korrekt tidsbillede frem for den romance, der stedvist udspiller sig foran kameraet. Instruktøren med det mundrette navn fanger aldrig den nødvendige kærlighed, der tilsyneladende deles mellem hovedkaraktererne. Trods lækker jazz samt finurlig dans spildes formatets oplagte intime indpakning til fordel for et isnende tidsbillede.
