Anmeldelse: Den hundredeetårige, der stak af fra regningen og forsvandt

Narren, klovnen, tåben. Vi griner ad dem, men som historien har vist, er de også gode til at udpege livets grufulde og skønne sandheder. Dummepeteren vader relativt ubekymret gennem livet, og ved at stå i stærk kontrast til dets problemer afslører han nemt deres kompleksitet og ikke mindst absurditet. I både litteraturen og filmen optræder idioten ofte. Vi kender ham bl.a. som Fyrst Mysjkin, Leonard Zelig, Forrest Gump og senest i skikkelse af Toni Erdmann. Her ved slutningen af 2016 møder vi ham igen, endda i en velkendt version, nemlig som Allan Karlsson i "Den hundredeetårige, der stak af fra regningen og forsvandt".

I denne efterfølger til "Den hundredeårige" fra 2013 er der gået præcist ét år, siden Allan (Robert Gustafsson) påbegyndte sin mærkværdige rejse. Han lever stadig sit liv, som han altid har gjort. Ubekymret lader han altid tilfældet eller lysterne råde, og da han på sin 101-års fødselsdag finder og tilbyder kumpanerne den sidste af sine mystiske flasker sovjetisk folkevand, sættes endnu et barokt eventyr i gang. Det er jagten på opskriften til den måske bedst smagende sodavand, verden nogensinde (ikke) har smagt.

Gennem frejdigt fremstillede flashbacks afsløres det endnu en gang, hvordan den altid fornøjede og fraværende Allan endte med at påvirke nogle af historiens mest betydningsfulde hændelser. Som Woody Allens Zelig og Tom Hanks' Gump giver det anledning til at opleve uhyrligt morsomme genbesøg med historiske personer og begivenheder, så det næsten føles, som om filmens bud på en alternativ historie er den virkelige.

Hovedparten af handlingen udspiller sig dog primært i sin samtid, og her lider fortællingen om jagten på opskriften til folkevand en smule. Hvor "Den hundredeårige" er baseret på romanen af Jonas Jonasson, er efterfølgeren en direkte fortsættelse af filmen, og trods en delvis involvering af Jonasson selv er den nye film tydeligt lavet for at kapitalisere på filmatiseringens rekordstore popularitet. Især begyndelsen, som skal bygge bro mellem de to film, føles forhastet. Vigtige karakterer er pludseligt væk eller tilføjet uden årsag, store mængder ekspositionel dialog forcerer handlingen, og filmen føles derfor både for afhængig og anderledes ift. sin forgænger.

Den unikke sorte humor fra tidligere er også ramt, bl.a. via introduktionen af en drilsk abe, som unødigt driver handlingen frem med en markant anderledes falde-på-halen-komik frem for den bidende galgenhumor. Dog forbliver filmen vældigt underholdende. Det kluntede, nordiske behov for gemytligt samvær er også markant til stede, og det er dybt charmerende at følge den lille usædvanlige skare, der samler sig omkring 101-årige Allan. Ja, bare det at se en film, hvor en trup af ældre bajadser er i centrum, er en fryd i sig selv, og det bliver kun bedre, når skuespillet samtidigt er helt i top. Karaktererne er elskværdige i alle deres fejl, og især en ynkeligt ensom, berlinsk hipster og en storkyssende Leonid Bresjnev er helt igennem skønne at se.

"Den hundredeetårige, der stak af fra regningen og forsvandt" er trods sine skønhedsfejl en humørfyldt og til tider rørende fortælling om at turde tage livet mindre seriøst og derigennem opbygge sære, men dybfølte venskaber med de mest usandsynlige mennesker. Det kan vi nok lære en masse af. Allans fremskredne alder hentyder også, at der trods hans galskab ser ud til at være en vis klogskab i at følge fæet, fjoget, fjolset – eller blot den vise dåre, han er.