Anmeldelse: El Angel

Uden at have et større formål føles "El Angel" til tider hul.

Tilbage i 1970'erne blev argentinerne bekendte med Carlos Robledo Buch. Drengen med engleansigtet blev kendt skyldig i elleve mord, sytten røverier, voldtægter og kidnapning. Dette CV sendte "Dødsenglen" i fængsel i 1973, hvor han stadig befinder sig i dag, 46 år senere. Denne historie faldt for instruktør Luis Ortegas øre, og han har nu lavet en filmudgave af seriemorderens liv før fængslet med "El Angel".

I Buenos Aires anno 1971 skifter Carlos (Lorenzo Ferro) skole, hvor han bliver betaget af sin nye ven, Ramón (Chino Darin). Sammen med Ramóns far medvirker de to unge drenge til organiserede tyvetogter, men som tiden går, bliver deres liv mere ekstremt, især da Carlos begynder at udøve vold og slå folk ihjel.

Med denne præmis byder Ortega på en omgang absurd nihilisme. Der søges ikke et bestemt budskab eller en filosofisk pointe. Måske målet blot er at lade os observere en galning, hvis handlinger hastigt bliver grusommere. Hvorfor? Skal vi prøve at forstå Buch for til sidst at sande, at der ikke hersker mening i galskaben? Eller blot vise, hvor sindssyg han egentlig er? Det er ikke til at sige, og man fristes til tider til at spørge, om det hele ikke bare er pointeløst.

Dette er med til at holde Ortegas seneste film tilbage. Uden at have et større formål føles "El Angel" til tider hul. Enkelte scener føles ligegyldige, da vi – qua vores observerende position – aldrig kommer ind under huden på Buch. Ikke at man nødvendigvis skal gøre en psykopat sympatisk, men det ville immervæk være mere spændende, hvis instruktør Ortega undersøgte, hvad der drev argentineren til sine voldelige handlinger. Fascinationen af morderen er tydelig, men når der bliver taget for meget afstand til personen i sig selv, distanceres indlevelsen også.

Det er en skam, da filmen ellers er fremragende rent æstetisk. Publikum fodres med flotte og kreative billeder, hvor det er tydeligt, at produktionsholdet har været legesyge. Ydermere bliver 70'er-soundtracket effektivt udnyttet til at skabe sjove sekvenser og mindeværdige øjeblikke. Skuespillet er rigtig godt, hvor især Lorenzo Ferro skiller sig ud. Debutanten er perfekt i rollen som "Dødsenglen", hvor man sammen med de førnævnte kvaliteter ærgrer sig over, at handlingen ikke er på samme niveau.

"El Angel" er ikke en dårlig film, da den har enkelte sjove og medrivende scener. Men for hver en god scene er der en pointeløs. Da rulleteksterne meldte deres ankomst, sad jeg tilbage med en tom fornemmelse – uden at vide, hvad oplevelsen gav. Efter lidt rumsteren i erindringen kom erkendelsen af to timer i selskab med en udmærket film, der ikke behøves at blive set igen.