Anmeldelse: Evolution

Hvor går grænsen til det ukendte? Er det på den anden side af horisonten? Der hvor atmosfæren slutter? Ved vandkanten? Eller er det alt uden for (eller indeholdt i) vores egen fysiske krop? Det lyder måske som lidt luftige (eller vandede) spørgsmål, men fascinationen ved at overskride grænsen til det ukendte, uanset hvor vi sætter den, er en af de mest grundlæggende drivkræfter i mennesket. Vi lærer en del ved at overskride grænser, om de så er fysisk defineret som ovenstående eller mentale konstruktioner i form af filosofiske spørgsmål eller sociale tabuer. Den udvikling, vi opnår ved at overskride grænserne, og som også er titlen på denne film, kalder vi for "Evolution".

Mere konkret tror jeg ikke, jeg kunne have formuleret en tematisk indledning til denne anmeldelse, da Lucile Hadžihalilovićs film som sådan ikke har en særligt entydig fortælling. Vi følger den tiårige Nicolas, som bor i en lille havneby på en afsides ø. I landsbyen bor kun kvinder med deres drengebørn, der alle har samme alder. En dag opdager Nicolas liget af en ukendt dreng på bunden af havet. På drengens mave har der sat sig en meget rød søstjerne fast, og det får straks Nicolas til at svømme tilbage til stranden og fortælle sin mor om det. Moderen svømmer ud og henter søstjernen, men fortæller ham, at der ikke var noget dødt barn, og at det bare er noget, han forestiller sig. Nicolas tror dog ikke på hende og begynder langsomt at optrævle en yderst sælsom praksis, som de ensklædte kvinder foretager hver aften på stranden og ude på det nærliggende hospital, hvor Nicolas selv bliver indlagt på et tidspunkt.

Det er tydeligvis en uhyggelig og til tider ubehagelig tone, der er at spore, og som udfolder sig i løbet af filmens 81 minutter, men selve filmen er ikke direkte uhyggelig. Det er i stedet filmens stærkt æstetiske betragtninger om det ukendte og Nicolas' forhold til det ukendte, der kan give anledning til et gys i ny og næ – de få gange man ikke, som jeg, sad dybt fascineret af filmens æstetiske dimensioner.

Fra allerførste indstilling er det nemlig åbenlyst, at "Evolution" har sat sig for at påvirke sanserne frem for tanken. Dette giver dog ikke anledning til fuldstændigt at blive væk i filmens mangel på forklarende dialog, da Hadžihalilović nemt og selvsikkert kan finde ud af at fortælle sin historie næsten udelukkende ved brug af betagende, visuelle kameraindstillinger og en lydside, der altid har referencer til vand og andre væsker i små og store mængder. Dette indgyder skræmmende godt den følelse af afsondrethed, Nicolas bærer rundt på. Filmens brug af farver er også ekstremt veludført. I begyndelsen er farverne flotte og meget stærke. Det blågrønne hav omringer smukt de rødhårede kvinder i deres sandfarvede kjoler og huse på den sortfarvede strand, der er filmet på vulkanøen Lanzarote. Den sorthårede Nicolas, som er den eneste dreng, der ikke er lyshåret, træder frem i billedet med sine stærkt røde badebukser, der kun overgås af den førnævnte søstjerne. De klare farver bliver dog mere og mere mørke, men ikke desto mindre smukke, i løbet af fortællingens dunkle udvikling. Her er det tydeligt, at Hadžihalilović deler visse æstetiske træk med og har et talent for indre fortællinger ligesom sin mand og samarbejdspartner, Gaspar Noé.

Denne intense, indre æstetik bliver netop det, der driver filmen fremad. For selvom den mister en smule momentum undervejs, så er det gennem disse æstetisk mættende (og nogle gange lidt kvalmende) oplevelser, at grænsen til det ukendte og den efterfølgende iver til at overskride den fremstilles. Først og fremmest formidlet gennem fremstillingen af vandet og de fremmede væsner, der er bosat i og omkring det – især de kvindelige indbyggere. Deres mystiske behandling af og markante fysiske forskellighed fra børnene er netop det, der primært driver den lille Nicolas til at udfordre den verdensforståelse, han er vokset op med, og overskride den ved at prøve på at komme væk fra den.

Der findes ikke noget enkelt svar på, hvad eller hvor grænsen til det ukendte går. Det vigtigste er nok erkendelsen af, at vi som mennesker hele tiden prøver på at overskride den, om vi så er klar over det eller ej. For selvom det kan være ubehageligt at gøre det – så peger al erfaring på, at vi kan lære af det, uanset om resultatet er succesfuldt eller ej. Hvad Nicolas i sidste ende erkender, kan jeg hverken afsløre eller gøre mig klog på, men jeg kan i hvert fald anbefale at følge ham et godt stykke.