Anmeldelse: Hvor kragerne vender

Stærk debut skaber balance mellem storbyen og provinsens stereotyper og nuancer.

Lisa Jespersens spillefilmsdebut som instruktør har flere lighedstræk med Søren Kragh-Jacobsens "Lille sommerfugl" fra 2020. Begge foregår derude, hvor kragerne vender, og skyder med skarpt efter livet i provinsen. Selvom de to film har stærke kræfter både foran og bag kameraet, trækker "Hvor kragerne vender" det længste strå fra kornmarken. Dette skyldes, at Jespersen trods de udpenslede stereotyper ikke glemmer de nødvendige nuancer, der i sidste ende gør hendes film både interessant og aktuel.

Præmissen er klassisk: Forfatterinden Laura (Rosalinde Mynster) har taget afstand fra sit ophav, sin familie og sin fødeby i provinsen. Da hendes bror, Jannik (Adam Ild Rohweder,) skal giftes, tvinges Laura til at tage hjem og dermed konfronteres med sin fortid.

At "Hvor kragerne vender" er så vellykket skyldes ikke mindst et velskrevet manuskript, der blandt andre er skrevet af Jespersen selv. Historie og dialog bæres af et hold fremragende skuespillere, hvor især Mynster og Rohweder supplerer hinanden sublimt som bror og søster, der er gået to forskellige veje i livet. I dette samspil formidles filmens morale og løftede pegefinger for alvor. Det er i dette samspil, at "blod er tykkere end vand"-fortællingen understreges. Skildringen af det stærke familiebånd mellem søster og bror og far og mor gør det som publikum svært at vælge side, og dermed skabes den nuancerede fortælling.

Hensigten med filmens klichéer er ganske vist ikke til at tage fejl af. Alligevel formår Jespersen at skabe balance i brugen af dem. Hver gang der smøres for tykt på, opstår et twist, der gør, at ens fordomme vendes på hovedet og dermed holder liv i filmens tema. Spilletiden på omkring 90 minutter er ganske vist nok til at fortælle historien. En halv time ekstra havde været godt givet ud, da det ville have givet tid til yderligere fordybelse i de ellers interessante karakterer. For selvom Laura og resten af persongalleriet tilsammen skaber en bred palet af nuancer, ville det klæde især hovedkarakteren med mere dybde – i form af mere baggrundsviden om, hvorfor hun flygtede fra byen. At Laura blev mobbet i sin ungdom er ganske enkelt for letkøbt, eftersom den primære præmis for hele historien afhænger af netop valget om at flygte fra sit ophav.

Humor og kultursammenstød er to afgørende elementer i "Hvor kragerne vender". Uden især førstnævnte havde det været en tung omgang at komme igennem. Lauras transformation fra landmandspige til veganer-kunstner i et åbent forhold kan forekomme påtaget og konstrueret. Det samme kan siges om landmandslivet på gården, hvor Laura er vokset op. At kontrasterne er så klare, som de er, er én af filmens styrker. At overvære stædigheden på begge sider er tragikomisk. Derfor skal der ikke ret meget til, før der kommer grus i maskineriet på det udadtil idylliske landliv. Derude, hvor man ikke er meget for at tale om følelser eller blive mindet om, at tiderne skifter.

"Hvor kragerne vender" er en stærk debut. På elegant vis ruskes op i de fordomme, der ofte dukker op i kampen mellem provinsen og storbyen. Humor, klichéer og fordomme forenes i en smuk fortælling om, hvor forbandet det kan være at have en familie, man intet har tilfælles med. Ligeledes er det en fortælling om, hvor meget man elsker dem på trods af netop det.

Hvor kragerne vender