Anmeldelse: I Walk
Med "I Walk" trisser Jørgen Leth hjem efter en naturkatastrofe, men er det overhovedet muligt at vende tilbage til livet?
De færreste danskere kender ikke til danske Jørgen Leth. Det nøgne menneske, bredt kendt for sin mangeårige rolle som Tour de France-kommentator. På filmsiden har Leth som eksperimenterende kunstner haft et stort navn siden hovedværket "Det perfekte menneske" fra 1968. Lars von Trier udfordrede famøst den nu 83-årige filmmand til at lave fem nye udgaver af sit mesterværk med "De fem benspænd". Efter udforskning af erotik og sanselighed med "Det erotiske menneske" fra 2010 er Leth nu klar til at udforske sin egen psyke med den personlige "I Walk".
Dokumentaren starter i Haiti, hvor cykelentusiasten bor. Året er 2010, hvor øen rammes af et jordskælv, der ryster Jørgen Leth i sin grundvold. Ikke blot i forhold til sit nu ødelagte hjem, men også sit psykiske helbred. Pludselig tvinges den aldrende kunstner til at reflektere over sin psykiske og fysiske sårbarhed, hvis tilstand kun forværres med alderen. Han slår sig sammen med sønnen Asger Leth for at dokumentere denne proces.
"I Walk" starter godt ud, og Jørgen Leth sætter effektivt præmissen for sin nyfundne skrøbelighed. For hvordan er det muligt at vende tilbage til en almindelig tilværelse, når et naturfænomen i livets efterår var tæt på at slå én ihjel?
Med den efterfølgende erkendelse af, at alderdommen sætter sit præg på kroppen, hvor der må tys til andre for at hjælpe én med ting, der plejede at være basale. Såsom at gå op af en bakke eller at bruge medicin for at kunne sove. I de bedste øjeblikke er det til at føle for Leths overvejelser og problemer. Dette er et ærligt portræt af en mand i psykisk og fysisk forfald, hvor hovedpersonen ikke er bleg for at udstille sine problemer og svagheder i medrivende øjeblikke. Alt dette blandet med flotte billeder og stemningsfuld underlægningsmusik af Ola Flöttum.
Hvor dokumentaren dog ryger af sporet er ved selve handlingsforløbet. Gode pointer og overvejelser sendes i omløb, men ofte køres de i grøften for at følge Jørgen Leths tankestrøm. Heriblandt med metascener, hvor Leth diskuterer med Asger, hvad han vil opnå med "I Walk". Hvilket til dels fungerer. Hvad der dog er mangelfuldt er inklusionen af den tidligere cykelstjerne Ole Ritter og ligeledes tennisspilleren Torben Ulrich, som Leth har lavet portræt- og essayfilm om med henholdsvis "Den umulige time" og "Motion Picture". Idéen er at se tilbage på de succesfulde triumfer i de unge år – tematisk sammenlignet med den nuværende alderdom. Men når Ritter og Ulrich kun bruges til at stirre på kameraet uden at give indblik i deres egen tilgang til livet, anes der en spildt chance for at komplimentere ærindet med tusindkunstnerens film nummer 49.
I sidste ende er "I Walk" en frustrerende oplevelse. Det er til at føle for, at Jørgen Leth har noget på hjerte og derfor udstiller sig selv som det nøgne menneske, han er. Men udforskningen af selvet og kroppen glemmes grundet uforløste idéer og en tankestrøm, som formentlig kun Jørgen Leth selv forstår. Slutresultatet er en dokumentar, der har sine effektive øjeblikke, men som drukner i snørklet tankestrøm.