Anmeldelse: Jojo Rabbit

Instruktør Taika Waititi skubber til grænserne i komikkens tegn.

Taika Waititi har efterhånden opbygget en solid karriere. Man kan mene, hvad man vil om "Thor: Ragnarok", men newzealænderen har talent for komedier. Heriblandt med "What We Do in the Shadows" og den tilsvarende tv-serie. Nu er det blevet tid til en ny, sær skabning i form af den Oscar-aktuelle "Jojo Rabbit". 

Vi befinder os i sidste fase af 2. verdenskrig. Johannes "Jojo" Betzler (Roman Griffin Davis) er en ti-årig knægt, der har ambitioner om at være en eksemplarisk nazist. Sammen med sin fantasi-udgave af Adolf Hitler (Taika Waititi) indlemmes den unge dreng i en Hitlerjugend-lejr. Da Jojo kommer tilbage til hverdagen, opdager den aspirerende nazist, at en ung, jødisk pige (Thomasin McKenzie) har søgt tilflugt i knægtens hjem.

Præmissen er sær, latterlig og fornærmende. Waititi er klar over dette og kaster sig skamløst over grove jøde- og nazi-jokes. Børn udsættes for horrible ting, og jødefordomme bliver udstillet på en sådan måde, at det er umuligt ikke at grine af ren forargelse. "Jojo Rabbit" er grænseoverskridende. I sig selv er det befriende at se et værk, der ikke holder sig tilbage og går alles in med fraværet af politisk korrekthed.

Selvom fortællingen i sig selv ikke er spitzenklasse, ender historien med et relevant og altid aktuelt tema. "Jojo Rabbit" er selvbevidst og ikke bare gas for blot at være gas. Den bizarre grundpræmis viser med fraværet af politisk korrekthed, hvad der kan ske, når mennesker med forskellige ideologiske afsæt mødes og udfordres på overbevisning. Ikke just et originalt tema, men udførelsen er upåklagelig.

"Jojo Rabbit" har for det meste en god balance mellem komik og drama. Waititi er fantastisk som Hitler. Flot bakket op af Rebel Wilson, Sam Rockwell, Stephen Merchant og Alfie Allen. Scarlett Johansson lever desuden også op til sit flotte ry og er med rette blevet Oscar-nomineret for sin præstation heri. Men i sidste ende tilhører filmen barnestjernen Roman Griffin Davis (der fortjener sin Golden Globe-nominering) og Thomasin McKenzie. Forhåbentligt ser vi mere til de unge skuespillere, da deres præstationer er mageløse. Selvom deres relation er en smule forhastet og underudviklet, gør de alt, hvad de kan.

"Jojo Rabbit" er en offensiv film. Humoren vil ikke falde i alles smag og vil sikkert fornærme visse segmenter. De grove elementer anvendes til at fremme essentielle pointer. Selvom det emotionelle aspekt kunne være bedre, giver manglen på politisk korrekthed stof til eftertanke. Især da en fortælling, der finder sted i slutningen af 2. verdenskrig, ender med at sige så meget om vores nuværende samfund.

Jojo Rabbit

Kommentarer

Jojo Rabbit

  • ★★★★1

    SOLGT

    Alt som pisser på politisk korrekthed skal sluges råt.

    Bruce16-01-20 00:10

  • ★★★0

    Den SKAL jeg se.

    Wayne16-01-20 08:26

  • 0

    SOLGT

    Alt som pisser på politisk korrekthed skal sluges råt.

    ENIG!

    Nagash16-01-20 22:06

  • ★★★0

    Jeg er helt enig i, at "det emotionelle aspekt kunne være bedre," som anmelderen skriver.

    Jeg kom til at tænke på Livet er smukt undervejs. Men hvor Livet er smukt måske lige får en tand for meget på violinerne for mig, så er denne her til gengæld lige en tand for ironisk distanceret til at blive rigtigt rørende. 

    Jeg har også svært ved at forstå, at Scarlett Johansson ligefrem er nomineret til en Oscar for rollen som moren. For mig var hendes figur flad og intetsigende, og selv filmens måske mest dramatiske øjeblik faldt i mine øjne til jorden, fordi man aldrig rigtigt kom til at holde af hende eller deres indbyrdes relation. 

    Til gengæld er den absurd morsom! Vi er på niveau med Mel Brooks i hans allerbedste værker, og det alene gør den værd at se. 

    5/6

    thomsen23-01-20 13:36

  • ★★★★1

    Til gengæld er den absurd morsom! Vi er på niveau med Mel Brooks i hans allerbedste værker, og det alene gør den værd at se. 

    5/6

    Enig. Det er nok Waititis sjoveste film, men ikke hans bedste.

    Bruno23-01-20 13:41

  • ★★★★0

    JTil gengæld er den absurd morsom! Vi er på niveau med Mel Brooks i hans allerbedste værker, og det alene gør den værd at se. 

    Fremragende!!! Ifh. Death of Stalin?

    Bruce23-01-20 14:07

  • ★★★1

    Jeg har faktisk ikke fået set Death of Stalin endnu. Men jeg kan se, at det bør jeg få godt snart. 

    thomsen23-01-20 15:49

  • ★★★★0

    Jeg har faktisk ikke fået set Death of Stalin endnu. Men jeg kan se, at det bør jeg få godt snart. 

    Den er fantastisk! Årets bedste for det år synes jeg.

    Bruce23-01-20 16:12

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen