Anmeldelse: Kadaver (Netflix)

Norges første originale Netflix-produktion lægger op til gys med en postapokalyptisk film om kunst og forestilling, men taber symbolikken undervejs.

Danskerne jublede, da "The Rain" blev annonceret som første danske serie på Netflix. På samme måde kunne nordmændene forestilles at hylde "Kadaver", eftersom det er den første norske Netflix-film, der lander på servicen. Den unge filmskaber Jarand Herdal på små 24 år står for både manuskript og instruktion på gyserfilmen, der tager fat i kunst og forestilling i en postapokalyptisk verden – og om der overhovedet findes et passivt publikum.

I det golde, blåkolde Norge bevæger en familie sig rundt for at lede efter madrester. Moren og faren, Leonora og Jacob, gør deres bedste for at beskytte deres unge pige, Alice, i et Norge, hvor atomangreb har reduceret levemåden til noget fra "The Road". En dag reklameres der for et skuespil med måltid på det lokale hotel. "Vinterbergs eksklusive forestilling" råbes der på gaden, og familien beslutter sig for at deltage. Mathias Vinterberg introducerer stykket og nævner, at alt og alle på hotellet er en del af forestillingen, udover dem, der bærer masker – de er publikum. Men pludselig begynder de maskerede tilskuere at forsvinde fra hotellet, og så er fanden løs.

Selvom instruktøren er relativt ukendt, står der altså enkelte mere velkendte ansigter foran kameraet. Thorbjørn Harr fra "Vikings", "22 July" og "Barn" spiller den mystisk besnærende hotelejer Mathias Vinterberg, som uden tvivl er den mest interessante og velskrevne karakter. Især i samspillet med Gitte Witt, der spiller Leonora, skabes en intensitet, som filmen kunne bruge mere af. Leonora var skuespiller, før atombomberne sprang, og måske er det derfor, at hun klarer sig så godt på dette mareridtshotel, hvor hun hurtigt mister masken og statussen som publikum, da hun bliver en del af forestillingen.

Langsomme, symmetriske indstillinger viser interiøret i det unaturligt varme hotel, hvor forestillingen finder sted. Det er efterhånden en tendens i indie-horror, at der er en Kubrick-lignende stil i kombination med vilde gyserkoncepter. Svært er det ikke at tænke på "Ondskabens hotel", når familien i "Kadaver" bevæger sig rundt på det mystiske hotel. Sværere er det at acceptere den højkonceptuelle præmis, når gyset er opbygget utroligt konventionelt. Generelt føles denne slags gyserfilm bare for velkendt, teknisk såvel som tematisk. Som i alle andre film som denne ses uhyggen på skærmen som en metafor for noget ægte. Denne gang er det kunsten selv. Eller det er i hvert fald forsøget.

For hvad er kunstens funktion i en verden, der er ved at falde fra hinanden? Måske er det spild af tid. Måske er det at forberede folk på fare, eller måske er det blot ren og skær eskapisme, hvor hverdagens problemer lægges til side. Gyserdramaet "Kadaver" satser på sidstnævnte, da familien tager til skuespillet, for at datteren kan få afbræk fra den farlige hverdag. For os som publikum er sagen måske den samme, eftersom den forbandede coronavirus stadig raserer derude. Det kan være heldigt for denne lille norske film, at verdenssituationen gør den mere relevant, end den egentlig fortjener.

Med en så tænkt præmis skal filmen fungere på det metaforiske plan såvel som på det konkrete. "Kadaver" slipper afsted med mere, end den burde, på grund af samtiden, og fordi den formår at fatte sig i korthed. Alt i alt tabes symbolikken dog undervejs. Knap 90 minutter gør dog denne halvbagte metafor til en hurtigt overstået, pseudo-intelligent gyserfilm perfekt til Netflix i halloween-måneden, hvor de måske kan slippe afsted med lidt mere.

"Kadaver" kan ses på Netflix 22. oktober.