Anmeldelse: Professor Bieliks hemmelighed

Som så mange andre europæiske produktioner havde den polske film "Professor Bieliks hemmelighed" nok aldrig spillet i de danske biografer, hvis ikke det var for et nyt initiativ, der med denne film markerer afslutningen på sin første sæson. "Filmkaravanen" hedder konceptet, der har til formål at udplukke en håndfuld mindre film fra de internationale filmfestivaler og bringe dem i distribution i Danmark. Sidste år fik vi bl.a. fornøjelsen af at se den fremragende tyske one-take-film "Victoria", og nu er turen så kommet til den polske publikumssucces "Professor Bieliks hemmelighed".

I filmen følger vi skolelæreren Kacper Bielik (Andrzej Chyra), der er populær blandt ledelsen såvel som eleverne for sin lune humor og alternative undervisningsmetoder. Alt går godt, indtil han en dag involveres i en bilulykke, hvor han på tragisk vis mister sin mor. Som om det ikke var nok, får han hos lægen at vide, at moren ikke er det eneste, han kommer til at miste. Bilulykken har forårsaget en lidelse, der langsomt, men stødt vil forringe hans syn, indtil han til sidst er blind. Af frygt for at miste sit job og senere også sin kæreste forsøger Professor Bielik at hemmeligholde sin lidelse i så lang tid som muligt.

Det er en sand historie, den polske instruktør Jacek Lucinski har bygget sin film over, og det virker umiddelbart ganske ligetil, at en på mange måder tragisk fortælling som denne ville blive skildret som et langt og smertefuldt portræt af en mand på afgrundens rand. Men på forunderlig vis har Lucinski formået at blande tragedie og komik på en naturlig måde, hvilket både ender med at blive filmens styrke og svaghed. Tonen i filmen er trods emnet præget af en lethed, hvor samtaler mellem Bielik og kolleger eller elever ofte har en sær antydning af akavet vittighed over sig. Vores hovedperson er selvfølgelig ikke glad, og han kæmper hårdt med sit moralske dilemma. Men det er, som om der fra instruktørens side har været et udtrykt ønske om at begå et usentimentalt portræt af en grum realitet.

Netop dette valg har jeg - som hovedpersonen med sin lidelse - et ambivalent forhold til. For nok er det forfriskende at se en film, der tør se det sjove i det sørgelige, men det ender samtidig med at blive en stor hæmsko for filmens drama. Størstedelen af filmens karakterer føles som stereotyper og deres indbyrdes forhold overfladiske. Som tilskuer får man aldrig lov til rigtig at dykke ned i de psykiske udfordringer, som egentlig er det interessante ved filmen.

Bieliks romance med en kvindelig kollega er trods filmens adstadige fortælletempo underligt klodset fortalt, og i mange scener ærgredes jeg over filmens lidt for udprægede følelsesmæssige tilbageholdenhed.

"Professor Bieliks hemmelighed" tematiserer et interessant moralsk dilemma om, hvorvidt og i hvor stort omfang man må føre de mennesker, man holder kær, bag lyset for ikke at miste dem, men filmen vælger varmen og hyggen frem for at undersøge de menneskelige og mentale konsekvenser. Det er en sympatisk fortælling om et sympatisk menneske. Men når alt kommer til alt, er filmen for letbenet og mangler det raffinement ,der skaber ægte engagement.