Anmeldelse: Quo vadis, Aida?

Isoleret set er Jasmila Zbanics film medrivende, flot og yderst veludført. Som en lektion i historie og politisk budskab er den essentiel.

Krigen i Bosnien-Hercegovina er et nationalt sår, der aldrig synes at heles. Dele af borgerkrigen blev senere anset som en etnisk udrensning, hvor over 101.000 mennesker formodes døde eller forsvandt. Mod slutningen af krigen overtog den serbiske hær byen Srebrenica, hvilket efterfølgende udviklede sig til Srebrenica-massakren og ét af nyere tids mest gruopvækkende folkemord. Sidstnævnte er emnet for Jasmila Zbanics "Quo vadis, Aida?".

Bosnien, 11. juli 1995. Bosnieren Aida (Jasna Duricic) arbejder for FN som oversætter, mens serberne marcherer mod Srebrenica. Den serbiske hærs ankomst sender tusindvis af folk på flugt, hvor de søger ly i en FN-lejr. I lejren gør Aida sit bedste for fortsat at udføre sit arbejde, mens hun prøver at passe på sin familie. Gennem sit arbejde får hun information, der gør, at der må handles hurtigt, mens generalen Ratko Mladic (Boris Isakovic) og hans hær kommer tættere og tættere på FN-lejren.

Jasmila Zbanic har udtalt, at hun med "Quo vadis, Aida?" ville hædre ofrene for det bosniske folkemord samt belyse et mørkt kapitel i Europas historie, som ofte bliver overset af alle, der ikke er fra Bosnien. Missionen er lykkedes spektakulært, og resultatet er én af årets bedste film.

Filmen er en intens affære, hvor Aida gør sit bedste, mens situationen bliver mere og mere håbløs. FN-soldaterne har ingen ressourcer, da den øverste ledelse har ladt dem i stikken. Samtidig er der tusindvis af flygtninge i lejren, og endnu flere ankommer uden for lejrens hegn. Alt imens Ratko Mladic og hans hær melder deres ankomst med løfter, som ikke er til at stole på. Ofte føles dramaet som en dokumentar. "Quo vadis, Aida?" anvender ikke special effects eller underlægningsmusik (på nær i to scener) – Zbanic og kompagni satser på realistisk atmosfære og udtryk. At se Aida blive desperat uden hjælp i sigte, mens fjenden kommer tættere på, er til tider direkte uhyggeligt. Hvilket også skyldes den imponerende fotografering og det flotte skuespil fra især Duricic. Alt dette underbygges af en nuanceret kritik af FN. Soldaterne gør deres bedste, selvom administrationen "belejligt" er taget på ferie. Indsatsen kritiseres og anskues samtidig sympatisk. En kritik, der stadig er relevant i dag.

Nuancer er netop filmens nøgleord, og intet i beretningen er sort og hvidt. Som når enkelte serbiske soldater hilser pænt på Aida og roser hende, fra da hun underviste dem i gymnasiet. Her hersker en sum af menneskelighed, hvor der, uanset hvilken side man befinder sig på, stadig kan ses det gode i hinanden. En smuk tanke, som virkeligheden ødelægger. For når krig og besættelse samt følelsen at være overlegen og idéen om, at man gør det rigtige trods umenneskelige beslutninger, overtager, opstår tragedien – hvilket slutningen på en flot og hjerteskærende måde påviser.

"Quo vadis, Aida?" er ikke en nem oplevelse. Den er intens, skarp i sin kommentar om folkemordet i Srebrenica og sørgelig i sin konklusion. Men den er en vigtig redegørelse af, hvad der sker, når en tragedie ignoreres af højere magtinstanser, der finder det mere bekvemt at ignorere forfærdelige hændelser end at yde en indsats for at løse situationen. Isoleret er Jasmila Zbanics film medrivende, flot og yderst veludført. Med flotte billeder, fantastisk skuespil og en eksponentiel fremragende fortælling. Som en lektion i historie og politisk budskab er den essentiel.

Quo vadis, Aida?