Anmeldelse: Rambo: Last Blood
Filmen indeholder scener, som bogstavelig talt går lige i hjertet.
Den gamle, PTSD-ramte cirkushest John Rambo er omsider klar til en (formentlig) sidste omgang i manegen, men selvom han for længst har ramt pensionsalderen (og sidste salgsdato, vil nogle måske indvende), så skal man stadig ikke pisse på hans sukkermad. I "Rambo: Last Blood" går han på hævntogt, så blodet sprøjter til den store guldmedalje. 'Cause this time it's personal!
Igennem filmserien har Rambo kæmpet mod først snæversynede politifolk og en vred folkestemning rettet mod de hjemkomne Vietnam-veteraner, sidenhen mod onde russere i Vietnam, flere onde russere i Afghanistan og endelig onde burmesere i Myanmar. Nu er han omsider vendt hjem til sin fædrene ranch i Arizona. Her lever han det stille ærkeamerikanske liv med at opdrætte heste, bygge Vietcong-lignende tunneller under jorden (mon ikke det viser sig at være en god idé?) og være en retskaffen faderfigur for sin mexicanske surrogat-datter, Gabrielle. Men da det her er en Rambo-film og ikke "Hestehviskeren", går det selvfølgelig grueligt galt. Gabrielle ender i kløerne på de grumme narkokarteller på den anden side af grænsen, og så må John rykke ud som den enmandshær, han er. Denne gang med et personligt regnskab at gøre op.
Rambo er en af actiongenrens allerstørste ikoner, helt deroppe ved siden af Schwarzeneggers Terminator. En 80'er-muskelmand, der aldrig har haft kvaler med at slå ihjel på blodigste vis, og hvis moralske kompas altid har været lige så sort/hvidt som filmenes eget. I "First Blood" gik man efter en anelse mere kompleks personskildring med fokus på den hjemvendte krigsveterans tilpasningsproblemer, men den del fortabte sig sidenhen mere eller mindre i blodrusens tåger. Filmene har dog altid været Reagan-æraens våde drøm, selv op gennem årtusindskiftet, og at klandre dem for at være forlibt i deres egen macho-sadistiske voldsæstetik er lidt ligesom at brokke sig over, at vand er vådt.
Sylvester Stallone, som har været medforfatter på alle fem film og selv har instrueret den fjerde i serien, har faktisk forsøgt at udvikle karakteren i denne formodede svanesang. Rambo er ikke bare blevet gammel – Sly er 73 – men har for første gang fundet et slags hjem og en familie. Hans udvikling minder lidt om Rockys, selvom Rambo er en mand med væsentlig flere ar på både krop og sjæl. Det er interessante nye toner i Rambo-seriens ellers enstemmige kanonkor, men det viser sig desværre også mest at blive brugt som rød klud foran mandens øjne, så han for alvor kan gå grassat, da han uvægerligt mister alt. Så får vi vist heller ikke mere kompleksitet for den 25-øre.
Efter en temmelig lang opbygning hjemme på ranchen skifter filmen til femte gear, så snart vi når Mexico og denne omgang af djævelske skurke. Nu står den på selvtægt for fuld skrue med et plot, der kunne være løftet fra Liam Neesons "Taken"-film. Bevares, Rambos personlige tilknytning gør, at der selvfølgelig er mere på spil denne gang, og uden at afsløre for meget, så indeholder filmen scener, som (bogstavelig talt) går lige i hjertet. Den synes også at være forhippet på at overgå fireren i blodsprøjt og lemlæstelse. Det endelige opgør på Rambos hjemmebane er en slags "Unabomberens ønskedrøm". Her bekender filmen splatter-kulør med en slutning, der nærmer sig "Saw"-filmene – komplet med et hav af morderisk sadistiske fælder.
Er man fan af Rambo og al hans strong-silent-type-with-a-bow-and-a-knife, får man fuld smæk for skillingen her (og lidt til). Voldens overdrev endte for mit vedkommende i vantro latter, da det blodige slutkatarsis simpelthen bliver for meget. Men hey, det er jo Rambo.