Anmeldelse: Skaknovelle

Stefan Zweig-filmatisering er en mareridtsfærd ind i totalitarismens og det frie tænkende menneskes evige kamp mod hinanden.

Traumebehandling ovenpå 2. verdenskrig er en veletableret undergenre i tysk film, der på utrolig vis bliver ved med at kaste nye perspektiver på nazitiden. Selvom temaet på film bør være fortærsket, dækker overraskende gode behandlinger, samt ikke mindst anderledes vinklinger, af national- og generationstraumet op. Også når blikket falder på filmatiseringer af litterære værker om samme perioder, såvel selvbiografiske som dem af metaforisk karakter. "Skaknovelle" af østrigske Stefan Zweig sammenfatter begge greb, og står som én af de allerstørste og mest bemærkelsesværdige noveller om nazitiden. Ikke mindst, da det var mesterforfatterens sidste værk, før han i 1942 som 60-årig begik selvmord med sin unge kone, i frustration over nazismens ødelæggelse og åndelige forgiftning af Europa. Dagen efter, at novellen var færdigskrevet.   

Wien, 1938: Østrig besættes af nazisterne. Advokaten Bartok (Oliver Masucci) arresteres og fængsles på Hotel Metropol – Gestapos nyetablerede hovedkvarter. Gestapos lokale chef, den snu Böhm (Albrecht Schuch), ved at Bartok har adgangskoderne til bankkonti indeholdende enorme formuer. Da Bartok nægter at udlevere koderne, placeres han i isolationsfængsel og nazisterne gør alt hvad de kan for at knække Bartok. Hvad de ikke ved er, at Bartok har smuglet en bog med ind på sit værelse. En bog om skak. Det bliver starten på et dødsensfarligt spil mellem Bartok og nazisterne, hvor hvert træk har et modtræk og hvor sindssygen trænger sig på for den ellers mentalt stærke advokat.

Philipp Stölzl har i sin filmatisering af "Skaknovelle" tydeligvis læst Stefan Zweigs mentale tilstand ind i fortolkningen, der i forvejen emmer af østrigerens baggrund og afsky for Det Tredje Rige. Ikke ulige Zweig er Bartok en humanistisk og litteraturelskende del af Wiens intellektuelle elite, der står i sort-hvid kontrast til nazisternes systematiske bogafbrændende degradtion af al intellektuelt og kulturelt. Når Böhm langsomt formørker Bartoks sind og driver advokaten til at miste grebet om virkeligheden og erindringen fra verden af i går, sortnes Europas sindslige tilstand til et uforudsigeligt parti skak på liv og død, når dét, der gør mennesker til mennesker, går op i røg, før det forvandles til ondskabens banalitet.    

   

Som publikum er vi med på en bizart opslugende forfaldsrejse. Og det er ganske enkelt hårrejsende skræmmende at være med ombord. Når opløsningen af tids- og virkelighedsfornemmelse forsvinder for Bartoks øjne, nu længere den kultur- og videnshungrende mand køres psykisk ned i et aflåst hotelværelse uden adgang til åndeligt liv. Syrede skift mellem erindringsstrømme fra Wien før og under nazisternes overtagelse. Et krydstogt til New York, hvor en primitiv verdensmester i skak udfordres af Bartok. Til det komplette og ydmygende nedbrud, hvor Böhm, urovækkende spillet af altid suveræne Albrecht Schuch, med et høfligt smil nedbryder den adstadige mand, gang på gang. Ikke med fysisk tortur, men fraværet af et meningsfuldt liv. 

Selvom Stölzls fabelagtige filmatisering er kreativt fortalt i forhold til novellens grundhistorie, indkapsler den alligevel omridset af den ånd, der gør "Skaknovelle" speciel: at der ikke findes en egentlig original version, men fire. Dagen før sit selvmord i Brasilien sendte Zweig to udgaver af samme til New York, én til Buenos Aires og én udgave blev i Rio de Janeiro, mens den fjerde transskription blev fundet 60 år senere i London. I den filmiske nyfortolkning rejser "Skaknovelle" på mareridtsrejse ind i totalitarismens og det frie tænkende menneskes evige kamp mod hinanden. Et skakspil, hvor vi skal være mindst ét træk foran med ekstremisme. Samtidig er "Skaknovelle" også en uhyggelig påmindelse om de menneskelige konsekvenser ved et samfund, hvor åndelighed og mental sundhed knækker under populismens indgribende fordummelse. Set ud fra vores samtid, næsten 80 år efter Zweigs død, synes østrigerens perspektiv næsten profetisk. 

"Skaknovelle" er en fantastisk fortolkning af Stefan Zweigs novelle af samme navn. Som delvis tro filmatisering af Zweigs værk, i hvert fald på et metaforisk niveau. Men også  narrativt intelligent skakspil, der veksler mellem tid og rum, mens et klaustrofobisk portræt af totalitarismens opløsning af menneskets ånd urovækkende kryber ind under huden.

Skaknovelle