Anmeldelse: The Craft: Legacy

"The Craft: Legacy" gør lige så lidt for at bygge bro over forældre-barn-generationskløften, som "Sex and the City 2" gjorde for at portrættere intelligente og selvrealiserende kvinder.

Som tiden dog render afsted. Og som tid nu er, kan den gradbøjes til alverdens positive betegnelser. En af dem er "kultfilm". Der er ikke grænser for, hvor mange tvivlsomme og forglemmelige film som pludselig påtales sådan. Såsom "Den onde cirkel", eller "The Craft", der dengang i 1996 gik hen og blev et progressivt emo-hit for ego-teenagere, som spejlede hormonudladningerne i selvudviklende heksekunster. At teenagetankerne 24 år senere går i ring er ikke den største overraskelse. Forskellen på dengang og nu er slet og ret manglen på kvalitet og berettigelse.

Lily er forvirret. For det er hårdt at flytte med mor, bare fordi hun har mødt en ny mand, som tilfældigvis er en laber coach-udgave af Jordan Peterson. Plus at få menstruation første skoledag på den nye high school, og så at møde lækre heteronormative drengebørn, som bare ikke forstår, at det er sexy at være woke. Arj! Og bare fordi man ser model-godt ud og går i designertøj, kan man jo godt have svært ved at finde nye bedsteveninder. Ja, tænk, at der skulle gå to timer for at finde et helt nyt slæng tøser at hænge med. Som så er hekse, der kan fjolle-trylle verden i slow motion og i diversitetens tegn forvandle de LGBT+-forskrækkede knægte, som ikke før passede ind i heksepagtens regnbuefarvede glansbillede. For sådan er verden, og det kan teenagepiger med reelle udfordringer og identitetskriser jo så meget relatere til. Især når hekserierne bliver udfordret af noget endnu værre, der skjuler sig strukturelt i skyggerne – toxic masculinity!

Retrospektivt gik "Den onde cirkel" ad nye veje i 90'erne set med mainstream-briller. Ved at italesætte homoseksualitet og fremmedgjorthed, måske ikke helt elegant, men som effektiv ungdomsfilm rettet mod både de seje og usikre piger. Teenageangst blev italesat, så det løb ned ad væggene. Med tidstypisk soundtrack og æstetik blev der talt uden omsvøb. Når "The Craft: Legacy" forsøger at gøre heksekunsten efter, skal piercingen holdes lige i munden. For nok italesættes tidens identitetspolitiske tendenser ved ord, men aldrig med et afsæt, der forstår, hvad det reelt handler om. Som en voksen, der ikke forstår tiden i dag – og i stedet ender med at tale ned til unge mennesker.

"The Craft: Legacy" gør lige så lidt for at bygge bro over forældre-barn-generationskløften, som "Sex and the City 2" gjorde for at portrættere intelligente og selvrealiserende kvinder. Rædsomt tåkrummende er det især, når tidstypiske buzzwords triumferende pustes op og punkteres igen, når de trækkes ud af enhver form for kontekst. For det er oppe i tiden. Formen er dog for kalkuleret for sit eget bedste, der på en god dag end ikke forstår sig selv. I et bizart opkog af en heksegryde af helt igennem umotiverede optrin, en på ingen måde sammenhængende fortælling og smådum dannelsesrejse, ingen – ung som voksen – ville kunne finde ud af at navigere i.

Jamen, er det så ikke bare et subjektivt portræt af en teenagepige? En sjælelig rejse i en verden, hvor farmænd er David Duchovny (i karrierens værste præstation) omsat i magtsyge faderskikkelser på valium, drenge er kønsforvirrede og selvmordstruede børn i six-pack muskeltissemændskroppe, og kærlighedssyge mødre er blinde for dæmonisk maskulin ondskab? Jeg tvivler. Havde "The Craft: Legacy" bare en smule saft og kraft, en håndfuld tryllestøv eller den mindste smule selvironisk distance eller glimt i øjet – eller ikke var så hovedrystende elendigt nørklet sammen – kunne præmissen måske sluges. Når så computereffekterne oveni resulterede i årets måske allerstørste latterbrøl til pressevisningen af filmen, ved man, at det er helt og aldeles forbandet ringe.

Nej, der er intet positivt at nævne ved "The Craft: Legacy", andet end at udgaven fra 1996 er et mesterværk til sammenligning. Hvad der kan gå galt tvinges for enhver pris til at gå galt. Som at bestræbelserne på at fremtrylle så meget skidt på så kort tid synes måske så magisk i sig selv, at det må være et trick. Bliv væk.