Anmeldelse: The King (Netflix)

"The King" er en solid filmatisering af Shakespeares fortælling om Henrik den 5., men lugter også lidt for meget af "Game of Thrones"-kopi.

William Shakespeares "Henry V" er et historisk skuespil, der efterhånden er blevet filmatiseret en håndfuld gange. Mest berømt er udgaven fra 1944 med Laurence Olivier i hovedrollen samt Kenneth Branaghs mere grusomme genindspilning fra 1989. Nu kommer Netflix med sit eget bud på den berømte dramatisering af hundredårskrigen mellem briterne og franskmændene i form af "The King", der på mange måder er en succesfuld filmatisering af et kapitel i den britiske kulturarv – dog med sine klare mangler.

Filmen følger den unge Henrik den 5. af England (Timothée Chalamet) og hans rejse fra at være ung og uansvarlig festabe til at blive monarken, der samler Storbritannien i krig mod Frankrig. I sit embede kan Henry mærke ensomheden overtage sit liv, da en konge ej har venner, kun fjender og følgere. Henry har svært ved at stole på de mange vismænd og rådgivere, så han vælger at søge hjælp fra sin eneste ven, John Falstaff (Joel Edgerton). Sammen leder de slaget ved Agincourt, der fungerer som filmens omdrejningspunkt – både begivenhederne, som leder op til slaget, og kampens følger.

"The King" er en gennemgående velsmurt film, der rammer plet på stort set alle parametre. Den prisvindende Adam Arkapaw er fotograf på filmen og leverer et af de mest æstetisk tilfredsstillende periodedramaer, genren har haft at byde på til dato. Især når vi befinder os på slagmarken, hvor den gyldenrøde himmel kaster sit skær over soldaternes mudrede rustninger. Kostumer og kulisser er også af allerhøjeste skuffe og virker på intet tidspunkt falske eller til forveksling billige fastelavnskostumer. Dette bidrager for alvor til den mere jordnære realisme og autenticitet, der udgør filmens æstetiske udtryk.

Men "The King" kan ikke alene afhænge af æstetisk pragt. For bag de flotte kulisser og kostumer og den smukke fotografering skal filmens fortælling naturligvis også skille sig ud. Her er "The King" en anelse mere standardiseret og mangler sjæl. Der er som sådan ikke de store mangler i handlingsforløbet, men karakterdybden forbliver på et overfladisk plan. Vi får hverken en psykologisk eller følelsesmæssigt kompleks Henrik den 5. at se – det er udelukkende hans politiske motivation, der er fremdriften.

Filmen kan til tider virke som et langt afsnit af "Game of Thrones". Den populære HBO-serie er en tydelig inspirationskilde, når instruktør og manuskriptforfatter David Michôd genskaber Shakespeares klassiker. Tvekampe fylder meget og skaber associationer til "Game of Thrones"-episoden "The Mountain and the Viper", mens flere indstillinger under slaget ved Agincourt synes direkte stjålet fra det blodige "Battle of the Bastards"-afsnit. Et slag, der udspiller sig som en mudret og blodig affære, hvor overblikket fuldkommen forsvinder. Vi er rent visuelt på øjenhøjde med Henry og resten af den britiske hær, mens mænd myrdes på den mest groteske og uelegante måde. Denne sekvens besidder på samme tid filmens absolut bedste og værste kvaliteter. For den barske og uoverskuelige skildring af krig fungerer rigtig godt – Kenneth Branagh havde en lignende tilgang i 1989 – men "The King" får aldrig skabt sit eget originale udtryk.

Samlet set har "The King" mange kvaliteter, der gør den værd at se trods sine mangler. Filmen kunne have løftet sig gevaldigt, hvis den ikke i flere scener grænsede direkte til plagiat af "Game of Thrones". David Michôd bringer ikke nødvendigvis noget nyt til bordet, hvad angår handling og karakterportræt, men skaber dog sammen med sin fotograf og sit produktionshold en æstetisk imponerende og rå fortælling om en af Storbritanniens største regenter.