Anmeldelse: Vanskabte land
Islandsk feberfantasi hægter sig fast på nethinde og sind.
Filmnationen Island har især over det seneste sidste årti udviklet sig eksplosivt. Vulkanøen har ikke alene udviklet store talenter og et helt særligt filmsprog, men har også brændt igennem som én af nordens mest progressive og kreative filmindustrier. At en film som "Lamb" gik hen og vandt Nordisk Råds filmpris for en måneds tid siden er ikke overraskende, og der er meget mere hvor det kommer fra. Heriblandt Hlynur Pálmason, som med "Vinterbrødre" og "En hvid, hvid dag" har markeret sig som ikke alene det måske allerstørste talent fra Island, men i Nordeuropa netop nu. Produktiv er 38-årige instruktør og manuskriptforfatter også. Med sin tredje spillefilm på fem år, "Vanskabte land", kan vi ikke komme udenom at Pálmason også er en af tidens mest originale filmskabere.
"Vanskabte land" udspiller sig i slutningen af det 19. århundrede, da Lucas (Elliott Crosset Hove) udsendes til en fjerntliggende del af Island. Den unge danske præst skal bygge en kirke og fotografere den del af befolkningen, som han møder på sin vej. Men jo dybere han rejser ind i det ubarmhjertige og golde islandske landskab, ledsaget af sin guide, Ragnar (Ingvar Sigurðsson), jo mere mister Lucas fornemmelsen af sin egen virkelighed, sin mission og sin pligtopfyldende moral. Da han når frem til den lille bebyggelse, hvor der skaffes plads til ham hos den danske købmand (Jacob Hauberg Lohmann) og hans to døtre (Vic Carmen Sonne og Ída Mekkín Hlynsdóttir), sættes hans tro på alvorlig prøve.
Det virker ikke til at være et tilfælde, at Hlynur Pálmason med sin tredje spillefilm lader Elliott Crosset Hove og Ingvar Sigurðsson møde hinanden. Hovedpersonerne fra den henholdsvis danske "Vinterbrødre" og islandske "En hvid, hvid dag" er to gnistrende modpoler. Lucas er den sygelige, imperialistiske dansker med skinhellig kontakt til himlen. Ragnar er den tavse og stolte muskelmand, der er i pagt med sin krop og den rå islandske natur. To mænd, der ikke alene er i tvekamp med hinanden, men også med sig selv – samtidigt med, at de har brug for hverandre. Muligvis prætentiøst og excentrisk, men "Vanskabte land" hægter sig fast på nethinde og i sind.
Flere spørgsmål end svar trænger sig på, når beruset sindssyge trænger sig på. Er "Vanskabte land" en civilisationskritik i bedste Werner Herzog-stil, når menneskets storhedsvanvid møder naturens kyniske uomgængelighed? En religionskritik sat i det konservative Island? Eller en bredside mod Danmarks imperialistiske fortid i kolonien Island, der først senere fik sin selvstændighed? Eller er det en personlig film om at rejse ud for ikke at komme hjem? Metaforerne muterer i én lang foranderlighed. Og dét er blandt filmens styrker.
Stilfærdige refleksioner over eksistenser, kærlighed, liv og død, forgrener sig alle som én i et sansebombardement af sanselige meditationer. Dette hensat i surrealistiske billedcollager, der bobler over af metaforiske flertydigheder i det islandske landskab. Det er muligt at trække alverdens betydninger ud af Maria von Hausswolffs opslugende billeder og komponist Alex Zhang Hungtais dragende underlægningsmusik. Fortolkningsrummet er ét element. Det føles dog egentlig ikke så vigtigt, hvad præcis man får ud af "Vanskabte land". At Hlynur Pálmason fastholder den hypnotiske rejse ind i det åbne landskab er filmens egentlige bedrift. Perfektioneringen af islændingens kunstneriske ånd og forbløffende gennemarbejdet håndværk efter kun tre film er ganske enkelt enestående og én af årets helt store filmoplevelser.
Med sin helt særlige æstetik er "Vanskabte land" en bemærkelsesværdig og tankevækkende film. Det er måske ikke helt til at afkode Hlynur Pálmasons leg med betydninger, og ved gensyn vil der med garanti være endnu flere fortolkninger. Dét kendetegner en nyklassiker, som Pálmasons tredje film har potentiale til at blive.