Anmeldelse: Zombieland: Double Tap
De charmerende dialoger og veletablerede karakterer er klart filmens styrke.
Det er ti år siden, at vi først stiftede bekendtskab med Tallahassee, Columbus, Wichita og Little Rock, der blev spillet af henholdsvis Woody Harrelson, Jesse Eisenberg, Emma Stone og Abigail Breslin. Dengang mødte de hinanden, da USA lige var blevet til Zombieland. Filmen, der dengang blev en stor succes, var en skøn blanding af humor, vold og blod og formåede at underholde uden at blive karikeret. Nu er de fire venner tilbage i "Zombieland: Double Tap", der desværre ikke byder på meget nyt.
Da Little Rock forsvinder, må Columbus, Wichita og Tallahassee afsted på en faretruende udflugt for at bringe hende sikkert tilbage. Undervejs må de bekæmpe blodtørstige zombier, der siden sidst har udviklet sig i fire forskellige retninger. The Homer er overvægtig og ualmindelig dum. The Hawkings, der er opkaldt efter Stephen Hawking, er The Homers diametrale modsætning og har udviklet sig til at være lynende intelligente dræbere. The Ninja er – som navnet antyder – listige og dukker op ud af det blå. Og sidst, men ikke mindst, er der de højtudviklede og mest uhyggelige zombier, der både er ubarmhjertige og resistente over for double tap. De er opkaldt efter Terminator og har fået navnet The T-800s.
Med disse fire nye zombietyper skulle man tro, at der var lagt i ovnen til endnu et hæsblæsende eventyr med nye, livsfarlige situationer. Filmen gør en del ud af at introducere publikum for de nye zombier, men den formår bare ikke at gøre nævneværdig brug af dem.
Undervejs støder de fire venner på nye bekendtskaber. Dette er som udgangspunkt befriende, da de nye karakterer er med til at udvide historien. Desværre er de to væsentligste nye karakterer også ualmindeligt karikerede – den ene som dum blondine, den anden som fredselskende hippie, der kun er bevæbnet med en guitar og en kæmpe pose tjald. Blondinen, der er så dum, at man ønsker hende ryddet af vejen med det samme, medvirker i flere komiske scener i filmen, hvor de fleste dog er tåkrummende pinlige på den ikke sjove måde.
At hippien Berkeley er i live efter ti år i en verden af zombier forekommer yderst urealistisk, da selv den mest godhjertede person må hengive sig til våben, når man omringes af dræberzombier. Og at blondinen, som har levet de sidste ti år i et fryserum, ligner en, der lige har vundet en skønhedskonkurrence, mens resten af verden er faldet sammen, er ikke bare urealistisk. Det er så dumt, at der til tider herskede tvivl om, hvorvidt det var en "Scary Movie"-film.
De fire hovedrolleindehavere sørger igen for at give publikum fuld valuta for pengene, når det kommer til at levere star quality, karisma og charme. De charmerende dialoger og veletablerede karakterer er da også klart filmens styrke. Det er bare ikke nok til at redde filmen, hvis mange zombiedrab desværre drukner i ligegyldige, umorsomme punchlines. Humoren bliver det altoverskyggende i en film, der mere ender som en parodi på sin forgænger end en efterfølger til den. Selvfølgelig skal man tage filmen for, hvad den er: En kulsort, underholdende zombiekomedie. Men det ændrer ikke på, at historien skal være tro imod sin egen præmis. Det er "Zombieland: Double Tap" ikke.