Anmeldelse: I´ll Be Gone in the Dark (HBO Nordic)

Miniserien fortæller historien om en graverjournalists besættelse af seriemorderen The Golden State Killer og fungerer glimrende som en epilog til sit bogforlæg.

Michelle McNamara havde en unik evne til at kombinere ord. Det var ikke udelukkende indholdet af hendes true crime-artikel i Los Angeles Magazine, der gav hende berømmelse i hjemlandet, men hendes bramfrie beskrivelser af mord og voldtægt kombineret med en dyb respekt og forståelse af ofrene ramte hovedet på sømmet. McNamara havde sin egen onlineblog kaldet TrueCrimeDiary, hvor hun skrev om diverse kriminelle, men især én vakte opsigt. Hun navngav ham selv The Golden State Killer, og sammen med politiet forbandt hun en række episoder til denne person.

Mindst 100 indbrud, 50 voldtægter og 13 mord mellem 1974 og 1986 står dette individ bag, og McNamara blev nærmest besat af at opspore ham. Efter hendes Los Angeles Magazine-artikel blev landskendt, begyndte hun at omskrive den til romanform. "I'll Be Gone in the Dark" udkom dog først efter McNamaras pludselige og tragiske død som 46-årig, hvor hun efterlod sig sin seks-årige datter samt sin mand – komikeren Patton Oswalt.

Romanen er et fascinerende indblik i både McNamaras privatliv og hendes besættelse af en morder. Den er dog også et strukturmæssigt rod, da Oswalt sammen med en række andre involverede måtte sammensætte kapitlerne og tilføje detaljer, hvor de manglede. Derfor er HBO's nye miniserie en glimrende anekdote til romanen. Især de første to episoder kredser omkring indholdet fra bogen, men herfra får serien langsomt sin egen identitet. Det er nemlig ikke en direkte oversættelse af bog til serie, men i højere grad en udvidelse. "I'll Be Gone in the Dark" er instruktørerne og producerne Liz Garbus, Myles Kane, Josh Koury og Elizabeth Wolffs forlængede epilog til romanen, der først opsummerer temaerne, efterfølgende tydeliggør en række detaljer og afslutningsvis giver romanen den afrunding, som historien fortjener.

Det skal ikke forstås sådan, at "I'll Be Gone in the Dark" ikke kan ses uden at have læst bogen først. Der er dog en ret stor chance for, at lysten til at læse bogen hober sig op, som serien skrider frem. For materialet i begge er stærkt fascinerende. Formen er ret velkendt. Efter Aimee Manns fænomenale udgave af Leonard Cohens "Avalanche" har sat stemningen i introsekvensen, bliver historien fortalt lidt gennem korte udpluk fra bogen oplæst af Amy Ryan, men mest gennem interviews med Patton Oswalt, familie, ofre, efterforskere og andre, der kan give indsigt i fortællingen. 

Gamle klip af Michelle McNamara præger de første par afsnit, men Oswalt tager mere og mere over, som afsnittene skrider frem. Ulig romanen har serien en kronologisk struktur, der til tider er hæmmet lidt af en manglende sans for tempo, men seks afsnit af en times varighed hver ender alligevel som en ret passende længde i forhold til miniseriens formål. Oswalt fortæller hudløst ærligt om sorgbearbejdelse, og ofrene formår at gengive deres ubehagelige minder detaljerigt. Al den ærlighed vil unægteligt overtræde mange menneskers toleranceevne, men det er relevante og vigtige historier, der bliver fortalt om nogle af livets mørkeste sider. At The Golden State Killer ikke er blandt verdens mest berygtede seriemordere er noget, serieskaberne konstant undrer sig over undervejs, og beskrivelserne af hans gerninger fremhæver denne undren.

Kvalitetsmæssigt kommer serien kun sjældent i nærheden af bogen, da Michelle McNamara var en uovertruffen ordsmed. Til gengæld er de sidste to afsnit blandt de bedste og mest fyldestgørende inden for genren. Her står serien på helt egne ben, og en række elementer, der understreger historiens temaer, introduceres. Vi får her et godt indblik i, hvor stort et ekko McNamaras død har efterladt. Når The Golden State Killers familie bliver interviewet, afsluttes miniserien med et mindeværdigt og eftertænksomt klimaks. Som et punktum på rædslerne bag The Golden State Killer, som en hyldest til de overlevende og som en kærlighedserklæring til Michelle McNamara er "I'll Be Gone in the Dark" som serie en tilfredsstillende forløsning.

Anmeldelsen er baseret på alle seks afsnit, som kan ses ugentligt på HBO Nordic fra 29. maj.

I´ll Be Gone in the Dark (HBO Nordic)

Kommentarer

I´ll Be Gone in the Dark (HBO Nordic)

  • ★★★★★0

    epilog sit tilbogforlæg.

    Har katten vandret rundt på tasterne ?

    :)

    Elwood30-06-20 13:42

  • ★★★★★0

    epilog

    Jeg går ud fra, at det er blevet rettet i mellemtiden, for kan ikke lige finde den del =)

    Men det er mest babyen, der vandrer rundt på tasterne herhjemme! Den satan! =)

    David Lund 7-07-20 14:14

  • ★★★★★★0

    Jeg så det meste af to afsnit i går. Stilen eller tilgangen var da måske nok spændende. Jeg småkedede mig blot ofte at høre om hende forfatteren selv. Fandt det ikke videre interessant, desværre.

    T. Nielsen 7-07-20 15:08

  • ★★★★★0

    Jeg så det meste af to afsnit i går. Stilen eller tilgangen var da måske nok spændende. Jeg småkedede mig blot ofte at høre om hende forfatteren selv. Fandt det ikke videre interessant, desværre.

    Som skrevet fandt jeg, at serien netop blev bedre efter de to første afsnit, og især de sidste to er virkeligt gode. Jeg kedede mig dog aldrig som dig, så ved ikke om de efterfølgende afsnit, vil have samme effekt på dig =l

    David Lund 7-07-20 15:21

  • ★★★★★★0

    Som skrevet fandt jeg, at serien netop blev bedre efter de to første afsnit, og især de sidste to er virkeligt gode. Jeg kedede mig dog aldrig som dig, så ved ikke om de efterfølgende afsnit, vil have samme effekt på dig =l

    Jeg småkedede mig nu også kun og kun i perioder:) Men jeg ser skam videre. Fandt den jo ikke dårlig. 

    T. Nielsen 7-07-20 15:25

  • ★★★★★0

    Jeg småkedede mig nu også kun og kun i perioder:) Men jeg ser skam videre. Fandt den jo ikke dårlig. 

    Cool. Sig endelig til hvad du synes om de resterende afsnit så =)

    David Lund 7-07-20 19:38

  • ★★★★★★0

    Cool. Sig endelig til hvad du synes om de resterende afsnit så =)

    Skal jeg gøre:)

    T. Nielsen 7-07-20 19:41

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen