Anmeldelse: Killing Eve – sæson 2 (HBO Nordic)
Jodie Comer stjæler fortsat showet i hver eneste scene, hun optræder i.
Første gang, vi fulgte med i Eve (Sandra Oh) og Villanelles (Jodie Comer) internationale spionjagt, kunne serienørder glæde sig over et frisk og spændende nyt pust i spiongenren. De to kvinders "katten efter musen"-jagt var en koldblodig fornøjelse tilsat sort humor og quirky karakterer. Sæson 2 fortsætter i samme spor, og det er på ingen måde en dårlig ting. Serieverdenens koldeste snigmorder er tilbage, og hun skuffer ikke!
Villanelles jetsetter-liv med designertøj og ekstravagante mord er nu fortid. Hendes liv på flugt tvinger hende til at overnatte i møntvaskerier og søge husly hos fremmede mennesker. Kim Bodnias Konstantin er blevet erstattet med en kedelig og tør brite, Raymond, der netop beordrer Villanelle til at begå kedelige og diskrete mord. Han fungerer som en drabsmæssig cockblocker, og Villanelle har naturligvis svært ved at tilpasse sig. Alt imens Villanelle gennemgår en karrieremæssig krise, breder der sig rygter om en ny spiller på snigmorderscenen. Dette optager Eves opmærksomhed, da hun selv også kæmper en kamp for at kunne begå sig i det bureaukratiske rod, der er MI6. Villanelles manglende opmærksomhed fra Eve trækker op til en magtkamp om at vinde den britiske efterretningstjenestes opmærksomhed – en kamp, Villanelle med sikkerhed ikke opgiver.
Selvom serien hedder "Killing Eve", fungerer den bedst i alle Villanelles scener (og heldigvis er der masser af dem!). Jodie Comer stjæler fortsat showet i hver eneste scene, hun optræder i som den kolde morder, der samtidig på sin egen mærkelige måde formår at være charmerende. Hendes gennemgribende modbydelighed får Villanelle til at opføre sig som en forkælet møgunge, der myrder sin vej gennem Europa. Comer balancerer grænsen mellem psykopatisk morder og mopset teenager på genial og morsom facon.
I et af afsnittene må Villanelle søge tilflugt hos en Norman Bates-lignende brite – en passiv aggressiv og dominerende mand, der emmer af mommy issues. Villanelle befinder sig nu i overbeskyttende og nærmest fængslende rammer, som hun må løse på sin egen måde. Og det gør hun i den grad – som altid med eksplicit vold. Som de fleste afsnit i serien fungerer denne lille fortælling som en slags kortfilm placeret i et større narrativ, hvilket giver serien særskilt karakter i forhold til andre moderne spion- og snigmorderserier. Samspillet med sort humor og eksplicit vold giver serien kant, hvilket gør, at den undgår at blive en generisk thriller (hvad plottet godt kunne lyde af).
Serien kan dog til tider føles en smule tandløs. Det mærkes i forskellige situationer, at seriens makabre indhold barrikaderes af produktionsselskabets politik. En barrikade, man normalt ikke ville mærke fra f.eks. en HBO-produktion (bemærk: serien vises på HBO Nordic, men er produceret af BBC America). Hvis volden går all in, hvorfor gør sproget og nøgenheden så ikke også? "Killing Eve" burde netop ikke holde igen på nogen som helst parametre. Det føles en smule ujævnt, når serien glædeligt går med til at likvidere alt fra børn til stakkels gamle damer, men nægter at sige "fuck".
"Killing Eve" undersøger relationen mellem efterforsker og gerningsmand. Som set i David Finchers "Zodiac", hvor efterforskeren er besat af morderen og villig til at ofre alt for at fange ham. På samme måde er Eve besat af Villanelle og vice versa. Serien tager dette tema og skruer op for blusset, hvor relationen mellem Eve og Villanelle i højere grad virker som et personligt forhold frem for en jagt. Trods lidt inkonsistens er serien en interessant komedie-thriller, der både stilistisk og tematisk leverer god underholdning.
Denne anmeldelse er baseret på de tre første afsnit af sæson 2.