Anmeldelse: Warrior – Sæson 1 (Blu-ray)

Baseret på et koncept af Bruce Lee udspiller actionserien "Warrior" sig som det, der kunne have været Quentin Tarantinos version af "Deadwood".

Engang imellem sker det magiske. Du rammes med et cirkelspark i ansigtet af serien, som du ikke anede eksisterede. En serie af den slags, hvor hjernen kan slås fuldstændig fra til ren underholdning, og intellektet samtidig stimuleres. Den amerikansk-kinesiske "Warrior" er sådan en type serie. Før du har set dig om, er der gået ti timer, og du har fortæret en herlig cocktail af martial arts-vold, sprøjtende blod og overflødig sex fordelt over ti sprængfarlige episoder om Tong-bandekrigene i 1800-tallets San Francisco.

Håbefuld ankommer Ah Sahm til USA i søgen efter sin søster. På havnen ender han i håndgemæng med ordensmagten, som Sahm snildt banker med sine overlegne kampteknikker. Det går ikke ubemærket hen, og frisk fra båden bliver den nyankomne immigrant hvervet af Hop Wei-klanen, der ønsker at styre Chinatown. Med hårde knytnæveslag bliver Ah Sahm højre hånd til klanens tronarving, Young Jun, i kampen mod de rivaliserende bander.

"Warrior" er baseret på et gammelt koncept af Bruce Lee, og havde kampsportsmesteren fortsat levet, var der nok ingen tvivl om, hvem den altoverskyggende hovedrolle var gået til. I denne opdaterede udgave er "Warrior" langt mere end blot Ah Sahm og følgesvenden Young Jun. Søsteren Mai Ling er badass fremfor kvinde i nød, og på sidelinjen af kinesernes interne krig møder vi også politichefen Big Bill, den irske gangster Dylan Leary og den stålsatte borgmesterkone Penelope. Alle er de med til at danne et strålende karaktergalleri.

Serien bliver dog også i familien og er produceret af Bruce Lees datter Shannon Lee, "Fast & Furious"-bagmanden Justin Lin og Jonathan Tropper. Sidstnævnte stod bag "Banshee", og det aftryk ses tydeligt. Fyldt med blod, vold og sex samt masser af glimt i øjet er her tale om en herlig omgang pulpet actionbaskeri. Med blandingen af "The Raid"-lignende stunts, bordeller, hasard, farverige karakterer og hyppige brug af bandeord kunne serien med sit amerikansk-kinesiske western-miljø, som minder om "Kill Bill"-filmene og "The Hateful Eight", sagtens være Quentin Tarantinos bud på "Deadwood".

"The Raid"-inspirationen er til at tage føle på og er kun i seriens favør. "Warrior" excellerer med berusende kampscener, hvad end det er beskidt mudderslagsmål på gaden eller arena-kamp. Det skader heller ikke, at indonesiske Joe Taslim, kendt fra netop "The Raid"-serien og "The Night Comes for Us", dukker op som Ah Sahms rival Li Yong. I den rivaliserende duel mellem de to bør især det skæbnesvangre afsnit ni, "Chinese Boxing", sende seeren til tælling.

At "Warrior" sandsynligvis vil gå manges næser forbi er en skam, for her er der virkelig fart over feltet. Et gennemført western-univers, hvor tumpede amerikanere kæmper mod kinesiske bander og irske banditter i en herlig cocktail af dårlig smag, der løftes af sin overlegenhed og coolness. Savner du ekstrem vold og halsbrækkende stunts – samt at se "Deadwood", som hvis Quentin Tarantino stod bag – så er "Warrior" dit næste seriefix.

BILLEDE & LYD

"Warrior" kan pryde sig af en billedside, der står virkelig skarpt. Detaljerne er der kælet for, og det er decideret lækkert at kigge på, når de mange voldsscener udspiller sig. Der er især god farvekontrast mellem scenerne i nat- og dagslys. Om natten dominerer en blå, kold farve i gadernes mulm og mørke, mens dagslyset er hensat til præriens brun-gule og lyse farver. På lydsiden finder vi et DTS-HD Master-lydspor, og her er der heller ikke meget at kritisere. Især når der gøres brug af moderne hiphop til at brumme bassen.

EKSTRAMATERIALE

Ekstramaterialet er ikke just imponerende og består kun af korte bag om-featuretter. På hver af de tre diske følger et "Inside the Episode"-indslag til at ledsage hver enkelt episode. Med fem minutters varighed stykket gives der ikke stor indsigt til processen og tankerne bag serien. Folkene bag deler deres tanker om episoderne, hvad der tiltrak dem ved serien og karaktererne samt lidt ord om stuntarbejdet og inspirationen fra Bruce Lee. Sjældent interessant – og det er mestendels en flok mennesker, der sidder og roser hinanden til skyerne.

Warrior – Sæson 1 (Blu-ray)

Kommentarer

Warrior – Sæson 1 (Blu-ray)

  • ★★★★★0

    Den kunne jeg da måske godt fristes til at kaste mig over...og præcis, havde aldrig hørt om den:)

    T. Nielsen12-11-19 21:08

  • 0

    Fed serie :)

    Geekalot13-11-19 05:39

  • 0

    Tak for tippet, manglede netop en ny serie at kaste mig over. Og denne lyder absolut lovende :)

    Ronni Pedersen13-11-19 13:26

  • 0

    Tak for tippet, manglede netop en ny serie at kaste mig over. Og denne lyder absolut lovende :)

    Kønne nøgne kvinder, cirkelspark samt håndmadder i massevis. Er allerede hooked efter to afsnit :)

    Ronni Pedersen16-11-19 21:05

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen