Moovy Exclusive: Docs & Talks Festival 2020 indbyder til film- og forskningsdage i dokumentarens navn

DIIS og Cinemateket inviterer for fjerde gang til Docs & Talks Festival, hvor forskere og eksperter ud fra aktuelle dokumentarfilm diskuterer verdens tilstand.

Om halvanden måned bliver København verdens samlested for dokumentarfilm, spændende events og debatter, når CPH:DOX danner rammerne for en fejring af dokumentargenren. Men før vi når så langt, er der rig mulig for at dykke ned i genren og blive klogere på de problemstillinger og mennesker, der former verden omkring os. Over syv dage inviterer Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) for fjerde gang til filmvisning og debat, hvor verdens tilstand skal diskuteres vidt og bredt. I samarbejde med Cinemateket inviteres forskere og eksperter fra ind- og udland til samtale.

I en tid, hvor nyheder og informationers sandhedsværdi er mere udfordret end nogensinde, byder DIIS på samtale og dialog med mulighed for at stille store og små spørgsmål. Baseret på forskningsbaseret vidensformidling har årets forskere og eksperter til opgave at sortere mellem skidt og kanel, fake news og fakta – samt at gøre os klogere på hinanden.

FRA IRANSKE TRAUMER TIL PUTINS RUSLAND

I år byder programmet på otte film, der igennem dokumentarens observerende øje tager os med til blandt andet Kasakhstan, DR Congo, Rusland, Brasilien, Frankrig og USA. I år er det emner som politik og aktivisme, tortur og traumer, køn og vold, det antropocæne og krig, der er i fokus. Så der er rig mulighed for at blive klogere på en ukendt verden, fremmede kulturer og mennesker. Eksempelvis undersøger åbningsfilmen "Born in Evin" de traumatiske spor, det sætter at vokse op som politisk fange i 1980'ernes Iran. Efter filmen vil instruktør Maryam Zaree i samtale med læger og psykologer diskutere effekten af kollektive traumer, og hvordan de udarter sig i generationer.

Derudover afslutter DIIS forskningsprojektet "World of the Right", der har undersøgt nye strømninger i højrefløjens politik. Her tager "The Brink" og "Putin's Witnesses" os med ind bag facaden på de kontroversielle politiske figurer Steve Bannon og Vladimir Putin og giver et indblik i højreradikalismes ideologiske indhold. Herudover afholdes sær-arrangementet "Radioaktive Ruiner", som undersøger effekterne af radioaktive bomber, mens "System K" og "Your Turn" gør os klogere på det politiske kaos, der foregår i henholdsvis DR Congo og Brasilien. Sidst, men ikke mindst, vil "Cachada – The Oppurtunity" byde til dialog om kønsroller i latinamerikanske lande, mens "Samouni Road" tager Gazas ungdom under lup.

Docs & Talks Festival 2020 afholdes fra 30. januar til 5. februar, og det fulde program kan ses her.

Kommentarer

Docs & Talks Festival 2020 indbyder til film- og forskningsdage i dokumentarens navn

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen