PRINCE - SIGN 'O' THE TIMES, gad jeg godt.
Moovy Exclusive: Musikfilm Festival 2022 – hvad skal du se?
10 DAGE, 30 FILM, 110% LYD!
Dette års udgave af Musikfilm Festivalen bliver en særlig én af slagsen. Festivalen kan nemlig fejre jubilæum med den 10. udgave, som løber at stablen fra fredag den 16 september og ti dage frem. Igen i år er der masser af guf på programmet. Moovy guider jer atter en gang igennem festivalen med nogle af de visninger, som du bare skal se i år.
PRINCE - SIGN 'O' THE TIMES / Mr. Nelson on the North Side
Musikfilm Festivalen sparkes igang med et gratis fyraftensarrangement, hvor du i Asta Bar kan drikke en øl eller to til lyden af Prince. Legenden er på toppen af sin karriere i koncertfilmen "Prince: Sign 'O' the Times", når han fyrer den af med svedige rytmer og enorme skulderpuder. Efter fredagsbaren kan det helt nye dokumentarportræt, "Mr. Nelson on the North Side", ses i salen. Filmen tegner et personligt portræt af en uforlignelig kunstner, af mennesker der kendte ham allerbedst.
I'M WANITA
Selvom Wanita Bahtiyar stadig er et rimeligt ukendt navn herhjemme, er der dog ingen grund til at springe denne dokumentar over. Wanita er i hjemlandet Australien den ukronede dronning af honky tonk-country musik. I denne film kommer vi helt tæt på, når Wanita balancerer mellem arbejde og privatliv. Det er ikke altid nemt. Især ikke, når man har en hang til de våde varer og nogle gange bliver nødt til at arbejde på bordel, for at få økonomien til at hænge sammen. "I'm Wanita" følger kunstneren igennem fem år, mens hun forsøger at få styr på livet og ikke mindst udleve sin største drøm: at indspille en plade i Nashville, Tennessee.
FANNY - THE RIGHT TO ROCK
Fanny er skamløst overset i dag. Gruppen fortjener alverdens hæder og ære for at trodse kønsstereotyper og en mandsdomineret branche, som ét af de første kvindelige amerikanske rockbands. Det hårdrockende band bestod af fem energiske og dygtige musikere, der dog desværre gik i opløsning - og sidenhen i glemmebogen - tilbage i 1975. Nu samles bandet for første gang igen for at fortælle hele den farverige historie om bandet Fanny, der også var ét af David Bowies yndlingsband. Filmen præsenteres af forfatter og musikjournalist Jan Poulsen.
DIO: DREAMERS NEVER DIE
Den spritnye dokumentarfilm "DIO: Dreamers Never Die" er et larmende, kærligt og ærligt portræt af metallegenden, rockguden, gentlemanden Ronnie James Dio. Filmen er lavet af Don Argott, der har en solid karriere som rockdokumentarist i bagagen. Heriblandt den legendariske "Last Days Here"-dokumentar om metalbandet Pentagram. I "DIO: Dreamers Never Die" får vi hele historien. Fra barndommen og de første musikalske spadestik og videre til Rainbow, Black Sabbath og DIO. Filmen er fyldt med heavy og humor, og for alle metalinteresserede er filmen et klart must see.
Visninger i Cinemateket:
PRINCE - SIGN 'O' THE TIMES / MR. NELSON ON THE NORTH SIDE
Fredag 16/9 fra kl. 16.15 i Asta Bar
I'M WANITA
Lørdag 17/9 kl. 16.30
FANNY - THE RIGHT TO ROCK
Mandag 19/9 kl. 18.30
DIO: DREAMERS NEVER DIE
Lørdag 24/9 kl. 19.15
Find mere info om forskellige visninger, køb billetter og se resten af programmet på Cinematekets hjemmeside.