Moovy Exclusive: Pixar-perler - 5 af de bedste
Hvilke film fra det amerikanske animationsstudie har gjort størst indtryk?
I går så vi på baggrunden for, hvad den der specielle Pixar-magi er. I dag kigger vi på fem af de mest uforglemmelige, magiske og fremragende Pixar-perler til at forsøde ventetiden op til fjerde del af "Toy Story"-sagaen.
"Op"
Pete Docters "Op" indeholder den måske mest ikoniske og uforglemmelige sekvens i en Pixar-film: Via en række hjertevarme flashbacks følger vi ægteparret Carl og Ellie, hvis liv, drømme, håb, sejre og sorger udfolder sig i én tryllebindende og gåsehudsfremkaldende montage uden dialog – med Michael Giacchinos gudesmukke og Oscar-vindende score som perfekt underlægning. Sjældent har show, don't tell været udført så smukt i en animationsfilm. Husk kleenex!
Ovennævnte sekvens alene løfter bogstaveligt talt "Op" til stor filmkunst. Selvom resten af fortællingen aldrig igen når dette fantastiske niveau, bør man ikke snyde sig selv for mødet med den bedagede og gnavne, men elskelige Carl Fredricksen, der forsøger at finde en mening med livet og udleve sine drømme efter tabet af sin elskede hustru. Læg dertil et flyvende hus med farvestrålende balloner med kurs mod Sydamerika, en otte-årig blind passager, en talende hund samt en bizar jungleskabning, og du har ét af Pixars mest opløftende og hjertevarme eventyr.
"Coco"
Pixars 19. perle af en film er nærmest én lang kærlighedserklæring til musikkens fantastiske og magiske kraft. Vi befinder os i Mexico, hvor knægten Miguel brændende ønsker sig at blive anerkendt musiker som sit store idol, Ernesto de la Cruz. I sin jagt på at få drømmen til at gå i opfyldelse befinder Miguel sig pludselig i de dødes rige, hvor han opdager en stor familiehemmelighed. Dios mío. Og igen: Husk lommeletter! "Coco" er ren tour de force af en coming of age-fortælling – indeholdende nogle af de mest farvestrålende og eksotiske locations set i en Pixar-film, når umådeligt indtagende Miguel kommer på sit livs eventyr i et pragtfuldt og gennem-musikalsk salsa-mix, der sprudler af legesyg fortælleglæde.
Tempoet er generelt højt, men "Coco" indeholder også rørende og poetiske scener. Såsom i sekvensen hvor Miguel og vennen Hector ser en gammel, døende mand forsvinde bort for altid, da ingen levende længere kan huske ham. Sådan laver man en dødsscene uden at forfalde til pladder-sentimentalitet. Derudover byder filmen på én af de smukkeste og mest tårefremkaldende slutninger set i filmregi i det hele taget. "Coco" er ikke alene én af sidste års absolut bedste film. Den er også én af de bedste animationsfilm nogensinde, hvilket bør få selv den mest genstridige filmnørd til at føle sig un poco loco.
"Inderst inde"
At Pixar aldrig har været berøringsangste og tør beskæftige sig med tunge emner, bliver man forvisset om i "Inderst inde". Publikum tages med på en rejse gennem sindet, i hvad der vel nok er den mest komplekse film i studiets storslåede bagkatalog. Vi befinder os – i bogstaveligste forstand – i 11-årige Rileys hoved. Fem grundfølelser med jubeloptimisten Glæde i spidsen knokler for, at den purunge pige skal forblive lykkelig. Riley gennemlever en svær periode præget af bekymringer og depressive tanker i kølvandet på en svær flytning til San Francisco med alt, hvad det indebærer af skoleskift og tab af gamle relationer.
Heldigvis krydres løjerne med et hav af morsomme og finurlige optrin. Grundfølelserne Glæde, Afsky, Vrede, Frygt og Triste modarbejder hinanden i indtil flere forrygende sekvenser, der emmer af kreativ opfindsomhed og fortælleglæde tilsat det helt magiske Pixar-touch. Det kan godt være, at hårdt prøvede Riley sammen med publikum rejser igennem hele følelsesregistret på halvanden time, men når det kommer til at vurdere filmen, er der ingen blandede følelser: "Inderst inde" er et værk, der bedømt alene ud fra det kunstneriske udtryk måske er den største kreative triumf i Pixar-holdets glorværdige karriere.
"Toy Story 3"
Originalen var fabelagtig og skelsættende. Opfølgeren var rørende og vidunderlig. Det lignede på forhånd en mission impossible. Det lykkedes dog instruktør Lee Unkrich og holdet af ambitiøse kunstnere at skabe én af de absolut bedste fortsættelser i filmhistorien med "Toy Story 3". Anders er blevet voksen. Drengeværelset er klar til at blive udskiftet med en helt ny tilværelse på college. Tiden inde til et endegyldigt farvel til barndommens land og det elskede legetøj. Woody og Buzz bekymrer sig naturligvis over den usikre fremtid. Sammen med resten af slænget hvirvles de nu ind i et vildt eventyr og havner i en daginstitution, der ledes af den umiddelbart tilforladelige og jordbærduftende bamse Teddy.
Ét af filmens helt store temaer er, at alt har sin tid, og at vi dybest set kun har hinanden til låns. I en særligt rørende scene går det pludselig op for Anders' mor, at hendes knægt med et trylleslag er blevet voksen. Moderen føler akkurat det samme som legetøjet. Anders er på vej væk, og hvad skal der så blive af mig/os? I selvsamme øjeblik indser Woody, at han stadig kan være der for Anders – uden at forlade sine gamle venner. Scenen varer under et minut, men rammer dybere end de fleste andre film formår at gøre på to timer.
"WALL-E"
Måske Pixars mest ambitiøse, poetiske og modne værk. I hvert fald i filmens forbløffende og mesterlige første akt, hvor publikum møder den ensomme robot WALL-E, der rydder op og sorterer affald på Jorden – længe efter, at menneskeheden har forladt planeten. Mødet med den smækre robotsonde EVA sender WALL-E ud på sit livs rumrejse i en søgen efter svar på, hvad der egentlig skete med befolkningen på Jorden, og hvad der skal til for at redde den.
Efter den første uforlignelige halve time uden egentlig dialog bliver filmen mere konventionel. Vi er dog vidne til ren og skær filmmagi, når kærlighedshistorien mellem to robotter efterlader én med klump i halsen, ligesom der også bydes på et smukt og stemningsfuldt score af Thomas Newman.
Hvilke Pixar-film har gjort størst indtryk på dig?
