Moovy Exclusive: Syv grunde til, at "Dødens gab" stadig holder i dag

"Dødens gab" fylder i dag 45 år, og vi optegner, hvorfor filmen – der ændrede Hollywoods biografkultur og lagde badestrandene øde – stadig holder den dag i dag.

Først lidt baggrund. "Dødens gab" – eller "Jaws" – er en filmatisering af Peter Benchleys pulp-roman af samme navn. Oprindeligt skulle den instrueres af den succesfulde reklameinstruktør Dick Richards, men produktionsselskabet Universal besluttede sig for at gå med en anden, da Richards blev ved med at forveksle filmens dræberhaj med en hval. I stedet faldt valget på den relativt grønne Steven Spielberg, der udover en række tv-afsnit og en succesfuld tv-film ("mand-jages-af-lastbil"-filmen "Duel") kun havde en enkelt spillefilm på sit CV, den afdæmpede Bonnie & Clyde-variant "Sugarland Express". Produktionen af "Dødens gab" var på mange måder problematisk, og filmen gik både voldsomt over tid og budget. Ikke mindst fordi den mekaniske haj, som om noget skulle være filmens store salgsargument, blev ved at bryde sammen.

Ikke desto mindre blev "Dødens gab" en gigantisk succes, da den udkom i sommeren 1975, og det var den første film, der indtjente over 100 millioner dollars i de amerikanske biografer (den endte med at indspille knap en halv milliard dollars i hele verden). Hermed fik blockbuster-fænomenet for alvor sit startskud (navnet refererer til bomber under anden verdenskrig, der kunne lægge hele bykvarterer øde – en passende metafor for filmens gennemslagskraft). Filmen var samtidig med til at gøre sommerperioden til den nye store biografsatsning. Et tidspunkt, der ellers før havde været synonymt med filmøkonomisk ruin.

"Dødens gab" blev en milepæl i amerikansk filmhistorie. Og ikke mindst den film, der katapulterede Steven Spielbergs kometkarriere til astronomiske højder og gjorde ham til den superstjerne-instruktør og -producer, han stadig er i dag. Filmens vigtighed kan altså ikke underkendes. Men er det stadig en film, der holder vand her 45 år senere? Her er syv grunde til, hvorfor "Dødens gab" trods sin høje alder ikke har mistet biddet og fortsat forbliver én af verdens bedste (spændings)film.

Simpel og tilpas troværdig, men stadig vild præmis

Én af hovedgrundene til filmens enorme succes er, at den er en såkaldt "high concept"-film: En film, der bygger på en simpel præmis, som kan forstås af og tiltaler det bredest mulige publikum. Spielberg har selv udtalt, at en film, der kan opsummeres med højst 25 ord, som regel vil være en succes. Skal man beskrive "Dødens gab" over for et intetanende publikum, kan den hurtigt opsummeres som "dræberhaj angriber badestrand". Dette er filmens simple præmis skåret ind til benet. Det er stort, vildt, overdrevet, men alligevel spiller det på en indgroet frygt hos de fleste – tanken om at blive angrebet af en haj. Havde man den ikke før, så har man den bestemt efter at have set "Dødens gab".

Ikonisk og relaterbart monster

Netop hajen er endnu et af de centrale virkemidler. Filmen har gjort hvidhajen til et ikonisk monster på linje med King Kong eller Tyrannosaurus Rex. En grusom og gruopvækkende kæmpeskikkelse, der forekommer uovervindelig. Men én af genistregerne ved netop hajen er, at den i modsætning til den berømte kæmpeabe eller dinosaurerne besidder et element af troværdighed: Godt nok er den stor, men vi ved, de eksisterer, og at de kan finde på at angribe mennesker. Samtidig er Bruce (som Spielberg kaldte kæmpefisken med reference til sin effektive advokat) ikke menneskeliggjort, men bibeholdt som et realistisk rovdyr – 100% følelsesforladt dræberinstinkt. Her hjælper ingen kære mor eller psykolog. Er du først røget i vandet, er du færdig!

Show it, don't tell it!

Men det, der ofte gør, at et filmmonster fungerer (eller i hvert fald gør det uhyggeligt), er, hvor meget vi rent faktisk ser det. En skygge ud af øjenkrogen eller tanken om noget grufuldt er som regel langt mere skræmmende end et gummi- eller CGI-monster i fuldt dagslys. Ens fantasi er langt mere effektiv end samtlige special effects-folk, og dette er endnu en af grundene til, at "Dødens gab" er så effektiv. Vi er mere end halvvejs gennem filmen, før vi får det første glimt af Bruce, og selv i hele den klimatiske slutning ude på havet er der meget få klip af hajen – og dem, der er, holdes korte. Med andre ord er det vores frygt og fantasi, der gør det meste af arbejdet. At det primært skyldes, at den mekaniske haj voldte så mange problemer undervejs i produktionen, så Spielberg valgte at bruge den så sparsomt som muligt, må bare siges at være et lykketræf.

Musikken

Billedet af kæmpehajen er nok det første, der dukker op på nethinden, når man tænker "Dødens gab". Men uden John Williams' legendariske score ville filmen aldrig have haft den massive effekt, som den havde og stadig har. Det altoverskyggende tema, som i sin grundform kun består af to toner, er ikke bare et af filmkomponistens mest ikoniske temaer (hvilket bestemt ikke siger så lidt), men er på mange måder også det definitive stykke horrormusik. Helt på linje med Bernard Herrmanns skingre strygere i "Psycho". Spielberg har selv sagt, at halvdelen af filmens succes bør tilskrives musikken, som han ironisk nok først troede var en joke, da Williams spillede den for ham. Han blev dog overbevist af det simple, men ildevarslende tema, der fungerer som hajens musikalske alter-ego. Og selv i dag er det svært ikke at få kuldegysninger, hvis man nynner det berømte "døn, døn, døn, døn" for sig selv.

It's all about character

Jeg vil påstå, at selvom man fjernede dræberhajen i "Dødens gab", ville det stadig være en medrivende film. Og det skyldes først og fremmest, at Spielberg fokuserer på karakterbeskrivelse. Alle personer i filmen har relevans og dybde. Fra den vandskræk politimand Brody, der desperat forsøger at træde i karakter og gøre det rigtige, til marinebiologen Hooper, der er mere teori end praksis, og til den garvede søulk Quint er de alle nuancerede personligheder, som vi får lyst til at lære at kende. Selv den øretæveindbydende borgmester er mere end en ensidig størrelse (hans modvilje mod at lukke badestrandene er vel om noget relaterbar i disse coronatider). Det er sigende for filmen, at nogle af de mest mindeværdige scener faktisk ikke er action-sekvenserne med hajen, men derimod de mere afdæmpede (men følelsesmæssigt intense) scener. Som da Brody konfronteres af moren til en dreng, der er blevet dræbt af hajen, eller Quints fortælling om sine skæbnesvangre oplevelser ombord på krigsskibet U.S.S. Indianapolis. Det er karakterbårne scener, som både giver os baggrund og sætter personernes moralske dilemmaer fornemt op.

Castet

Karaktererne kan dog være nok så formfuldendte på papiret, og personinstruktionen kan sidde lige i skabet: Har man ikke det rigtige cast, så er det smukke, spildte kræfter. Heldigvis er det lykkedes for Spielberg at besætte rollerne med nogle af de mest interessante skuespillere fra 70'erne. Roy Scheiders everyday-man Brody er langt fra vor tids testosteron-pumpede actionhelte. Han rammer perfekt blandingen af handlekraft og kejtet usikkerhed. Richard Dreyfuss spiller overraskende nok andenviolin i denne omgang, hvilket fungerer upåklageligt. Han er den perfekte kombination af charme og nørdet selvsikkerhed, der går lydefrit i spænd med både Brody og Robert Shaws Quint. Shaw har aldrig været bedre end i denne rolle. Selvom den er spillet stort og får på alle tangenter, så mestrer briten stadig at trække rollen ned på det intime plan, som U.S.S. Indianapolis-scenen beviser med bravur. Og man bør heller ikke glemme, at resten af rollerne i filmen er blændende besat – fra Murray Hamiltons borgmester og helt ned til børnene.

Praktiske effekter & on location

"Dødens gab" føles på ingen måde kunstig. Det bør om noget tilskrives Spielbergs modige valg om at holde sig til praktiske effekter og indspille det hele "on location" i stedet for i et studie. Dengang i 70'erne var der selvfølgelig ikke noget, der hed CGI, men den slags effekter ville også have taget meget af spændingen og troværdigheden ud af filmen. Nu til dags kan vi lave alt med en computer, men det betyder også, at filmskabere ikke lærer af deres begrænsninger, og der er ingen tvivl om, at Bruce er mere skræmmende end den gigantiske CG-haj i "The Meg". Samtidig har beslutningen om at skyde filmen ude på havet helt sikkert også bidraget til den realistiske følelse. I 1975 var det forholdsvis uhørt ikke at indspille den slags scener i en vandtank. Men selvom Spielbergs valg gjorde produktionen langt mere møjsommelig, så efterlader filmen et varigt indtryk, som man nok ellers ikke havde opnået.

Hurra for Spielbergs kompromisløse vision – og tillykke med de 45 år, Bruce!

Kommentarer

Syv grunde til, at "Dødens gab" stadig holder i dag

  • ★★★★0

    Det er en fremragende blockbuster. Modsat monstre som Alien og Predator, så synes jeg dog ikke hajen tåler at komme alt for meget frem i lyset. De har lavet det så godt de kunne dengang tror jeg. Heldigvis gør musikken forarbejdet. 

    Babo20-06-20 19:16

  • 0

    Så den for første gang for nylig. 

    Er sådan set enig i ovenstående beskrivelse. Kedede mig dog lidt alligevel. Jeg er åbenbart ret overfladisk. 

    Kalle Ferm20-06-20 19:26

  • 1

    Har altid været i min top 20

    Især robert shaw er fænomenal

    Gormanden20-06-20 20:27

  • ★★★★0

    For mig er finalen, hvor man endelig får dyret at se, den kedeligste del. Overordnet rigtig glad for filmen. 

    Lars!20-06-20 23:13

  • 0

    Glimrende artikel om en glimrende film. Spielberg formår at få utrolig meget ud af utrolig lidt; selve handlingen kunne jo stå på en kvart serviet. Det undrer mig dog, at Oscar-akademiet kunne “overse” Spielberg og Shaw. En nominering til hhv. “Bedste Instruktør” og “Bedste Birolle” ville have været på sin plads. 

    Hr. Jensen21-06-20 10:39

  • 1

    Har altid været i min top 20

    Især robert shaw er fænomenal

    Gormanden21-06-20 23:11

  • ★★★2

    Jeg har altid vaklet mellem den, Raiders of the Lost Ark og E.T. som den bedste af Spielbergs film, men de sidste par år har Jaws taget føringen. Bortset fra at den mekaniske haj naturligvis ser ret bedaget ud efterhånden, så er der virkeligt ikke en finger at sætte på den film. Jaws er mine øjne ikke alene en af de bedste horrorfilm, men en af de bedste film overhovedet!

    thomsen24-06-20 18:12

  • 1

    Er enig i alt, hvad du skriver!

    Filmen er et mesterværk og et hovedværk i filmhistorien. Genså den i forbindelse med dens fødselsdag, og hver gang jeg så hajen tænkte jeg, at havde en anden instruktør lavet filmen i dag, ville CGI-effekter have været altødelæggende for filmens eminente spændingsopbygning. 

    Jurassic Park har den samme "begrænsede" brug af sine monstre -de bliver dog vist en del mere. Men det undersreger Spielberg's less is more tilgang til sine film. Det handler ikke om man kan, men om man skal. CGI er den primære grund til at "Jurassic Park"-franchisen er blevet smadret til ukendelighed. 

    Spielberg er en ener i filmhistorien. 

    Lars Knudsen 1-07-20 20:28

  • ★★★★0

    g hver gang jeg så hajen tænkte jeg, at havde en anden instruktør lavet filmen i dag, ville CGI-effekter have været altødelæggende

    Hvordan? Hvis CGI'en er overbevisende nok ville det næppe være et problem. Det er ikke fordi hajen i Jaws er særlig overbevisende i dag når den endelig vises frem. Det er en af de ting man må tilgive filmen lidt for. 

    CGI er den primære grund til at "Jurassic Park"-franchisen er blevet smadret til ukendelighed. 

    Argh. Jeg kan da nævne et par andre vigtigere ting såsom historie og karakterer - der er skidt i den nye serie :)

    Babo 1-07-20 20:42

  • ★★★0

    Jeg tror, at problemet med CGI i forhold til Jaws vil ligge et andet sted end bare, hvor overbevisende den er.

    Hvis vi nu laver det tankeeksperiment, at Jaws skulle laves i dag, eller at CGI var til rådighed dengang i 1970'erne, så ville vi nok være endt med en fundamentalt andeledes - og sikkert også ringere - film. Ikke pga. CGI'en i sig selv, men pga. de begrænsninger som den mekaniske haj lagde for optagelserne, og som de fleste vist i dag er enige om kun virkede til filmens fordel.

    Spielbergs oprindelige plan var jo langt flere optagelser med hajen og en langt tidligere introduktion af "dukken." Men det blev ødelagt at, at den igen og igen gik i stykker. Det var hans geniale klipper Verna Fields, der viste, at det sagtens kunne fungere uden, og at det faktisk kunne skabe endnu mere spænding ikke at vise hajen.

    Hvis CGI havde været tilgængelig, eller hvis filmen var lavet i dag, ville Spielberg selvfølgeligslet ikke have haft samme problem, men kunne have proppet hajen ind alle de steder, han oprindeligt gerne ville. 

    Det er selvfølgeligt svært at spå, men hvem ved, om det havde været lige så effektivt?

    thomsen 2-07-20 13:59

  • ★★★★★★0

    Jeg tror, at problemet med CGI i forhold til Jaws vil ligge et andet sted end bare, hvor overbevisende den er.

    Hvis vi nu laver det tankeeksperiment, at Jaws skulle laves i dag, eller at CGI var til rådighed dengang i 1970'erne, så ville vi nok være endt med en fundamentalt andeledes - og sikkert også ringere - film. Ikke pga. CGI'en i sig selv, men pga. de begrænsninger som den mekaniske haj lagde for optagelserne, og som de fleste vist i dag er enige om kun virkede til filmens fordel.

    Spielbergs oprindelige plan var jo langt flere optagelser med hajen og en langt tidligere introduktion af "dukken." Men det blev ødelagt at, at den igen og igen gik i stykker. Det var hans geniale klipper Verna Fields, der viste, at det sagtens kunne fungere uden, og at det faktisk kunne skabe endnu mere spænding ikke at vise hajen.

    Hvis CGI havde været tilgængelig, eller hvis filmen var lavet i dag, ville Spielberg selvfølgeligslet ikke have haft samme problem, men kunne have proppet hajen ind alle de steder, han oprindeligt gerne ville. 

    Det er selvfølgeligt svært at spå, men hvem ved, om det havde været lige så effektivt?

    Det er vist ikke første gang at store film vokser ud af de begrænsninger en filmskaber er stødt på. Så kunne godt tro, at der med cgi havde været langt mere “haj-action”. Jeg ved heller ikke om en film som Jaws i dag ville få grønt lys, hvis manus var så “minimalistisk” som filmen fremstår i forhold til nyere “monsterfilm”. 

    T. Nielsen 2-07-20 14:04

  • ★★★★0

    Det er ikke en film, der umiddelbart ville have et 100 millioner budget i dag, så hvis en instruktør har til hensigt at gå ud fra less is more princip ville det sikkert være muligt at få opbakning til - særligt fra de små selskaber. 

    Babo 2-07-20 14:12

  • ★★★★★★0

    Det er ikke en film, der umiddelbart ville have et 100 millioner budget i dag, så hvis en instruktør har til hensigt at gå ud fra less is more princip ville det sikkert være muligt at få opbakning til - særligt fra de små selskaber. 

    Det selvfølgelig rigtigt nok. 

    T. Nielsen 2-07-20 14:18

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen