Strengt taget har filmen vel ikke kostet det halve af hvad den ser ud til, bilder jeg mig ind. Så overskud skal den nok give tænker jeg. Men så er spørgsmålet selvfølgelig om det er nok, til at de gider smide flere penge efter flere film, hvis den kun lige skraber sig hjem.
"Alien: Covenant" skuffer i billetlugerne
Ridley Scotts med spænding ventede "Alien: Covenant" fik kun de færreste anmeldere helt oppe at ringe, og også publikum har været lunkne med at daffe i biffen og se giraffen.
Normalt er weekenden før den amerikanske Memorial Day en god åbningsweekend for sommer-blockbusters, men "Alien: Covenant" formåede kun at hive 36 mio. dollars op af lommerne på biografgængerne i USA, hvilket er 15 mio. mindre end den foregående film i franchisen, "Prometheus" – og endda også mindre end Paul W.S. Andersons udskældte "Alien vs. Predator" fra 2004.
Udenfor USA har filmen klaret sig lidt bedre med 82 mio. dollars, og hvis Scott skal gøre sig forhåbninger om, at filmen bliver et gedigent hit, må han nok sætte sin lid til kineserne. Filmen åbner nemlig først i den folkerige nation i midten af næste måned.
Hvis ikke filmen her får et boost, er det spørgsmålet, om filmselskabet bag er villig til at kaste penge efter Scotts mange planlagte fortsættelser af franchisen.
En anden film, der til gengæld ikke har problemer med at hive penge op af lommerne på biografgængerne, er "Guardians of the Galaxy Vol. 2". Efter tre uger på den amerikanske boxoffice-liste landede den i weekenden kun lige knap på andenpladsen efter "Alien: Covenant" med 1 mio. mindre i omsætning. Den har indtil nu omsat for 733 mio. dollars på verdensplan.