Chris Pine slutter sig til Disneys animationsfilm "Wish"

Vi satser på, at stjerneskuespilleren bryder ud i sang i musical-filmen om den sagnomspundne Ønskestjerne.

De fleste Disney-fans kender den ikoniske Ønskestjerne fra animerede klassikere som "To på flugt", "Prinsessen og frøen" og ikke mindst "Pinocchio". 

Det er dog nok de færreste, der har gået og spekuleret over, hvor den magiske stjerne egentlig kommer fra. Men det har Disney som tidligere rapporteret nu tænkt sig at afsløre i et kommende animationseventyr med titlen "Wish". 

Filmen bliver en storstilet musical, og på rollelisten finder vi bl.a. "West Side Story"-stjernen Ariana DeBose, der skal lægge stemme til den unge heltinde Asha fra kongeriget Rosas.

Læs også: "Troldmanden fra Oz"-spin-offen "Wicked" får ny premieredato

Nu er det kommet frem, at selveste Chris Pine ("Star Trek Beyond") også skal lægge stemme til "Wish" i en indtil videre hemmelig, men vigtig rolle. Og ikke nok med det: Det forlyder, at den 42-årige Pine skal synge i musicalen. 

I instruktørstolen finder vi Chris Buck ("Frost") og Fawn Veerasunthorn ("Raya og den sidste drage"). For at opnå en unik stil kombinerer "Wish" 3D-animation med traditionel, håndtegnet animation. Hvordan det kommer til at tage sig ud, finder vi ud af den 23. november, når eventyret får premiere i de danske biografer.

Chris Pine er i øvrigt aktuel i biograferne herhjemme fra på torsdag, hvor fantasy-filmen "Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves" udkommer. 

Kommentarer

Chris Pine slutter sig til Disneys animationsfilm "Wish"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen