DC-superheltefilmen "The Flash" udsat til 2021

Warner Bros. trækker i håndbremsen med solofilm om lynhurtig DC-superhelt.

Optagelserne til filmen om Justice League-medlemmet The Flash skulle være begyndt i marts 2019, men er nu blevet udsat til slutningen af næste år. Ifølge Variety skyldes det, at selskabet bag filmatiseringerne af DC-tegneserieuniverset, Warner Bros., ikke har fået skudt manuskriptet hurtigt nok afsted. 

Eftersom titelrolleindehaveren Ezra Miller også har en bærende rolle i den tredje "Fantastic Beasts"-film, der begynder optagelser til juni, ramler forsinkelserne sammen med den populære "Harry Potter"-spin-off. 

Skuffende billetsalg

Efter skuffende indtjening i forbindelse med "Justice League" har Warner valgt at drosle et gear ned i forhold til superheltefilmatiseringer. Blandt andet er planerne om flere "Superman"- og "Batman"-film sat på hold, mens det forventes, at Ben Affleck ikke genoptager rollen som Gothams kappeklædte beskytter.

Dog er der andre DC-titler på vej. "Aquaman" udkommer i biograferne til december, og opfølgeren til "Wonder Woman" er ude næste år. Andet kapitel af "Suicide Squad" og en Joker-film med Joaquin Phoenix ser dagens lys i fremtiden.

Kommentarer

DC-superheltefilmen "The Flash" udsat til 2021

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen