David Harbour: ’Method acting’ er farligt og fjollet

"Stranger Things"-stjernen er ikke begejstret for den unikke arbejdsmetode, som særligt Daniel Day-Lewis har gjort berømt i nyere tid.

"Hvorfor prøver du ikke bare at spille skuespil?" sagde den legendariske Laurence Olivier til en ung Dustin Hoffman, da d'herrer arbejdede sammen foran kameraet på 70'er-thrilleren "Marathon Man".

Ligesom mange af sine kollegaer – fra Marlon Brandon og James Dean til Robert De Niro, Jared Leto og selv undertegnede – sværger Hoffman til den såkaldte 'method acting'-skuespilsmetode, hvor man forbliver i rollen på filmsettet, selv når kameraerne ikke ruller, og ofte bruger flere måneder før optagelserne (og sin fritid under optagelserne) på at researche rollen og efterligne karakterens handlingsmønstre i den virkelige verden.

Men Olivier mente altså, at Hoffman og Co. blot skulle "spille skuespil" og droppe deres omfangsrige ekstraarbejde, og David Harbour ("Stranger Things", "Black Widow") havde helt sikkert givet Olivier en high-five for den bemærkning, hvis sidstnævnte ikke var gået bort i 1989.

Læs også: Morbius: Jared Leto insisterede på at gå på toilettet med falske krykker

For over for GQ fortæller Harbour, som netop nu kan ses i den spritnye 4. sæson af Netflix' "Stranger Things", at selvom han selv var en "method actor" i fordoms tid, så er han nu helt forlegen over sit yngre jegs opførsel:

"Det er så pinligt... men jeg husker, at jeg spillede den berømte, skotske konge (Macbeth, red.), og jeg tænkte: 'Jeg vil slå en kat ihjel! Jeg vil myrde noget, så jeg ved, hvordan det føles at myrde!' Jeg gjorde det selvfølgelig ikke, men den skuespilsmetode er ikke blot fjollet, den er også farlig, og den fører ikke til godt skuespil."

Da GQ henviser til "method-legenden" Daniel Day-Lewis ("There Will Be Blood", "Lincoln", "In the Name of the Father"), som vandt tre Oscar-priser, før han i 2017 gik på pension, så siger Harbour:

"Han er en fantastisk skuespiller, som fortryller og fascinerer mig. Men når han forklarer sin arbejdsproces, lyder det i mine ører som noget sludder."

Moovy TV interviewede David Harbour sidste år op til premieren på Marvels "Black Widow", hvor vi bl.a. diskuterede den 47-årige skuespillers tilgang til skuespil – og til at bruge en udenlandsk dialekt:

Kommentarer

David Harbour: ’Method acting’ er farligt og fjollet

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen