Deadpool og Wolverine hader hinanden i "Deadpool 3"

Hugh Jackman afslører, hvad vi kan forvente af den kommende buddy comedy med de to stridende superhelte.

Det kom som lidt af et chok, da Ryan Reynolds tilbage i september afslørede, at Hugh Jackman vender tilbage som Marvel-mutanten Wolverine i "Deadpool 3".

Jackman havde trods alt tilsyneladende vinket farvel til rollen i den Oscar-nominerede "Logan" tilbage i 2017. Den hidtil næsten usårlige superhelt blev i hvert fald efterladt død og begravet til sidst i James Mangolds nedbarberede og følelsesladede "X-Men"-film.

Men i "Deadpool 3" vender Ryan Reynolds tilbage som den rapkæftede, rødklædte titelhelt, som slår sig sammen med Wolverine i kampen mod en stadig ukendt fjende. Men selvom Jackman og Reynolds er ualmindeligt gode venner i virkeligheden, så kommer Deadpool og Wolverine – ligesom Jackman og Reynolds i deres fornøjelige, fingerede skænderier på YouTube – til at være uforsonlige uvenner i "Deadpool 3".

Se også: Ryan Reynolds og Hugh Jackman forklarer (sådan da) hvordan Wolverine genopstår i "Deadpool 3"

Det fortæller Jackman i nyeste afsnit af Empire Magazines filmpodcast:

"Hvordan skal jeg kategorisere deres forhold? Hvis 10 er, når man er virkelig tæt, så er vi på 0. Vi er hinandens modsætninger, vi hader hinanden. Logan er frustreret over Deadpool og vil gerne være en million mil væk fra ham og slå ham i hovedet. Desværre kan han ikke komme en million mil væk i filmen, så jeg bliver nok nødt til at slå ham i hovedet rigtig tit."

I slut-september udgav Ryan Reynolds en video på sin YouTube-kanal, der antydede, at "Deadpool 3" ikke ville omskrive Logans/Wolverines død i førnævnte "Logan", fordi "Deadpool 3" foregår i nutiden, mens "Logan" udfolder sig i 2029.

Men Jackman og Reynolds har også antydet, at mødet mellem Deadpool og Wolverine bliver foranlediget af et sammenstød mellem flere såkaldte multiverses – altså parallelle universer. "Deadpool 3" udkommer i november 2024, og vi bliver helt sikkert klogere på Wolverines comeback inden da.

Kommentarer

Deadpool og Wolverine hader hinanden i "Deadpool 3"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen