"Dracula"-plakat fra 1931 bliver verdens dyreste

En plakat til Tod Brownings monsterfilm "Dracula" fra 1931 har sat verdensrekord.

At lave en filmplakat kan også være stor kunstudøvelse, hvor der især i gamle dage blev kælet ekstra meget for detaljerne. Det har gjort nogle plakater meget værdifulde, og nu har en gammel "Dracula"-plakat sat verdensrekord som den mest værdifulde filmplakat, der nogensinde er solgt på en auktion.

Plakaten er lavet til Tod Brownings "Dracula" fra 1931, der har skuespilleren Bela Lugosi i den ikoniske titelrolle. Filmen er ofte citeret som et mesterværk, og så var den med til for alvor at søsætte Universals berømte Monster-univers, der udover "Dracula" tæller blandt andre "Frankenstein" (1931), "The Mummy" (1932) og "The Invisible Man" (1933). 

Til en amerikansk auktion er plakaten, der viser Bela Lugosi i rollen som Dracula, blevet solgt til lidt over en halv million dollars. Et beløb, der svarer til cirka 3,3 mio. danske kroner. Plakaten sætter dermed verdensrekord og bliver den dyreste filmplakat, der nogensinde er solgt til en auktion. 

Plakaten vurderes højt, fordi den er en original kopi i perfekt tilstand og dermed ikke et genoptryk, som man oftest vil støde på.

"Dracula"-plakaten har sat verdensrekord, men er dog ikke den højst vurderede plakat nogensinde. Denne rekord går til en plakat fra Fritz Langs stumklassiker "Metropolis" fra 1927, der på et galleri i 2015 blev solgt for mere end fire mio. kroner.

Kommentarer

"Dracula"-plakat fra 1931 bliver verdens dyreste

  • ★★3

    Det er immervæk også en slat penge!

    Plakaterne fra Universals klassiske horrorfilm er generelt dem, der sælges for de højeste beløb, når de en sjælden gang er på auktion. Metropolis er den største undtagelse. 

    Det skyldes selvfølgelig, at der kun er forsvindende få eksemplarer tilbage. Og nok også, at horrorfans kan være ret fanatiske og villige til at bruge penge på deres lidenskab (hvilket også forklarer hvorfor horror klarer sig forbavsende godt på et ellers stagnerende blu-ray-marked).

    De blev trykt i forskellige stilarter og størrelser, og for de fleste af Universal-plakaterne er der mindre end en håndfuld eksemplarer tilbage. For nogle stilarter er der endda måske kun et enkelt eksemplar, der er kendt, og for andre slet ingen!

    Der findes fx kun et eneste eksemplar af den enorme Frankenstein "six-sheet"-plakat (dvs. seks gange normal størrelse) fra 1931, og de fleste regner med, at når og hvis den nogensinde kommer på auktion, så vil den slå alle rekorder.

    Den Dracula-plakat, der blev solgt i denne omgang, har forøvrigt vistnok ikke været i handlen før. Den har i generationer tilhørt Mitchell-familien efter opfinderen af de klassiske Mitchell-filmkameraer. 

    Ved samme auktion blev der desuden solgt et par sjældne danske (!) Universal horrorplakater. De er interessante, fordi næsten ingen af Universals klassiske skrækfilm fik dansk biografpremiere. 

    Et dansk eksemplar af Uhyret fra den sorte lagune gik for lige over $1000, mens et flot eksemplar af Den usynlige mand, som udmærker sig ved at genbruge motivet fra den ultra-sjældne, amerikanske teaser-plakat, røg for lige knap $3600. Det er dog pebernødder i forhold til, hvad man skal af med, hvis man gerne vil havde den originale, amerikanske plakat fra den film. Sidst den var til salg, gik den for små $275.000! 



    thomsen 4-12-17 17:18

  • ★★0

    Læser jeg sidste del forkert? Læser det som at Metropolis plakaten blev solgt for mere end 4 mio kr som er mere end hvad Dracula plakaten blev solgt for.

    Eller gælder rekorden kun for salg på auktion?

    MOVIE1000 4-12-17 17:47

  • ★★★0

    Læser jeg sidste del forkert? Læser det som at Metropolis plakaten blev solgt for mere end 4 mio kr som er mere end hvad Dracula plakaten blev solgt for.

    Eller gælder rekorden kun for salg på auktion?

    Ja :)

    sat verdensrekord som den mest værdifulde filmplakat, der nogensinde er solgt på en auktion.

    Rasmus Drews 4-12-17 18:28

  • 0

    Dracula-rekorden er for "filmplakat solgt på auktion", mens Metropolis-plakaten er den dyreste solgte, ever (her som et verificeret galleri-køb).

    Mikkel Abel 4-12-17 18:30

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen