Eksklusiv dansk visning på CPH:DOX af ny David Bowie-dokumentar [opdateret]

[Opdateret: Visningen er nu udsolgt]

Når CPH:DOX lancerer deres musikprogram 17. februar, der både består af balstyriske audiovisuelle koncerter og musikdokumentarer, bliver det også med en ny dokumentar om David Bowie.

Aftenen er nemlig dedikeret til den nu slukkede musikstjerne, der med albummet "Blackstar" kort før sin død satte fans og medieverdenen på den anden ende. Hvor meget af det var planlagt, og var meget af det var tilfældigt – og hvor længe havde Bowie vidst, at han skulle dø?

Eksklusiv film og instruktørbesøg

Dét og meget meget mere får du svar på i dokumentaren "David Bowie: The Last Five Years", som CPH:DOX præsenterer den eneste danske visning af. Filmen indeholder sjældent og aldrig før set arkivmateriale og giver et eksklusivt indblik i den nu afdøde superstjernes sidste tid. Visningen får en helt særlig introduktion af filmens instruktør, Francis Whately, der også står bag den kritikerroste "David Bowie: Five Years" fra 2013, som handlede om verdensstjernens første år.

Ligesom alle CPH:DOX's audiovisuelle koncerter, der både kombinerer film og musik, bliver også denne aften akkompagneret af et musikalsk islæt – her med tre forskellige liveacts. Efter filmen vil duetter fra den danske musikscene nypudse to håndplukkede juveler hver fra David Bowies enorme bagkatalog. Lineuppet er: Peter Skibsted (fra PEACH) og Lin Rosenbeck (fra Navneløs); Kristoffer Beck (fra Shiny Darkly) & Emma Acs plus gæstemusikere; samt endnu et tredje par, som CPH:DOX offentliggør senere.

Bowie-braget bliver efterfulgt af en efterfest i Natbars buldermørke til langt ud på natten, hvor dj's Mester Jakobsen og Cohnny Jazz bl.a. vil fortsætte aftenens Bowie-vibe helt ud på dansegulvet.

Billetter til 85 kr. kan købes her.

Om "David Bowie: The Last Five Years"

"David Bowie: The Last Five Years" er et portræt af den for evigt aktuelle kunstner. To dage før hans sidste åndedrag udkom kronen på værket – et livsværk, der har sat dybe spor i musikhistorien. Kamæleonen, Major Tom, Ziggy Stardust, the Thin White Duke, the Black Star – Bowie var en mand med mange ansigter, dybder og facetter. Med et blik tilbage til hans mange æraer trækkes tråde mellem den unge Bowie og den aldrende superstar, der i ly for offentligheden bryggede på det, der skulle blive hans sidste musik.

I optagelser fra hans sidste tour i 2003 opleves en usædvanlig Bowie, som er både stærk og lykkelig, men også svag og dødelig. Via interviews med de nærmeste kollegaer gennem mange år tegnes et billede af troldmanden, som på sine sidste to albums kigger tilbage på næsten 50 års kunstnerskab. Dette sjældne indblik i de sidste fem år, som ellers foregik bag lukkede døre, beretter om Bowies elegante afsked og ikke mindst arbejdet med comeback-albummet "The Next Day" og det sidste mesterværk i rækken, "Blackstar". 

Kommentarer

Eksklusiv dansk visning på CPH:DOX af ny David Bowie-dokumentar [opdateret]

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen