Guillermo del Toro: Snart laver jeg kun animationsfilm

Den mexicanske auteur har fået blod på tanden oven på "Trollhunters" og "Pinocchio".

Manden bag flere af nyere filmhistories flotteste billedsider – flere af dem i øvrigt skabt i samarbejde med den danske filmfotograf Dan Laustsen – gør sig klar til at lægge filmkameraet permanent på hylden og i stedet hellige sig animationsmediet på fuldtid.

Der er tale om Guillermo del Toro – manden bag billedskønne film som "The Shape of Water", "Pans labyrint", "Crimson Peak" og "The Devil's Backbone". Ud over alle de live-action-film så har del Toro også bl.a. instrueret afsnit af animationsserien "Trollhunters" og senest den Oscar-belønnede stop-motion-udgave af "Pinocchio".

Og under dette års Annecy-filmfestival i Frankrig, som hylder animationsmediet, afslørede den Oscar-belønnede filmmager, at han satser på snart udelukkende at lave animationsfilm.

Læs også: Guillermo del Toro afslører sit næste projekt – og det er endnu en animationsfilm

"Der er lige et par live-action-film, jeg gerne vil lave, men ikke mange," fortalte del Toro publikummet i salen. "Derefter vil jeg kun lave animationsfilm. Det er planen."

Guillermo del Toro arbejder netop nu på animationsfilmen "The Buried Giant" for Netflix, som handler om et aldrende ægtepar, der i tiden efter Kong Arthurs død begiver sig ud på en lang rejse for at opsøge deres søn, som de grundet hukommelsestab kun har vage minder om.

Og det er ikke en hvilken som helst slags animation, som del Toro vil give sig i kast med, men helt specifikt stop-motion, hvor man bygger figurerne og deres verdener i virkelighedens verden og flytter figurerne en lille smule mellem hvert billede. Når man har 24 af slagsen, har man ét sekunds råfilm.

"Jeg tror på," sagde del Toro, "at man kan lave voksenorienteret fantasy-drama med stop-motion og bevæge folk. Stop-motion kan ramme følelsesapparatet direkte på en måde, som ingen andre medier kan."

"Vi er alle sammen fucked up!"

Fra talerstolen fik del Toro også revset stilen i de fleste nyere animationsfilm og -serier, som han bestemt ikke er fan af:

"Animation er for mig den pureste kunstart, men den er blevet kidnappet af en gruppe bøller. Vi er nødt til at redde den, og jeg tror på, at vi kan smugle en masse gode ting ind i animationsverdenen med nogle trojanske heste.

"Animerede figurer og følelser bliver ofte omdannet til noget, der passer ind i en teenage-orienteret romantisk komedie. De opfører sig som emojis. Hvis jeg ser en figur, der løfter øjenbrynet eller krydser armene, mens personen poserer frækt... åh, jeg hader det lort.

"Hvorfor opfører alting sig som noget i en komedieserie? Det er følelsesporno. Alle familierne er glade, smarte og hurtige. Alle har en one-liner. Men min far var altså kedelig. Jeg var kedelig. Alle i min familie var kedelige. Vi havde ikke nogen one-liners. Vi er alle sammen fucked up. Dét vil jeg gerne se blive animeret. Jeg vil gerne se virkelighedens liv i animation. Jeg fucking hader perfektion. Jeg elsker ting, der ser håndlavede ud."

Du kan læse flere citater fra del Toros underholdende svada hos The Hollywood Reporter. Og herunder kan du se Moovy TV's interview med filmmageren fra sidste år, hvor vi diskuterede hans seneste perle, "Nightmare Alley":

Kommentarer

Guillermo del Toro: Snart laver jeg kun animationsfilm

  • ★★★★★0

    Det var nok meget klogt, at jeg ikke fortalte ham, at jeg var lol-emojien…

    The Insider17-06-23 14:44

  • 0

    "Trollhunters" startede genialt, men mistede pusten under sæson 2 - sæsn 3 skulle aldrig være lavet (så faktisk aldrig sæson 3 færdig).

    Pistolprinsen19-06-23 19:50

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen