Hollywoods manuskriptforfattere og filmselskaber skriver under på ny aftale – WGA-strejken er forbi
Strejken varede 146 dage og har angiveligt kostet USA's økonomi hele 35 milliarder kroner!
I starten af maj nedlagde Hollywoods manuskriptforfattere arbejdet og påbegyndte en strejke, der først nu øjner sin slutning.
Strejken betød, at arbejdet på talløse store tv- og filmproduktioner gik i stå – og da USA's skuespillerfagforening, SAG-AFTRA, også valgte at strejke side om side med manuskriptforfatterforeningen, WGA, så blev Hollywood praktisk talt lukket helt ned.
Men nu rapporterer flere amerikanske filmmedier, herunder Variety, at de sejlivede, længerevarende forhandlinger mellem WGA og film- og tv-selskabernes fællesorganisation, AMPTP, har båret frugt.
Variety skriver, at fem dages uafbrudte forhandlinger blev afrundet i går aftes, amerikansk tid. I en mail til WGA-medlemmerne skrev forhandlingsteamet: "Vi kan med stolthed sige, at denne aftale er exceptionel – med betydningsfulde gevinster og beskyttelse af manuskriptforfattere fra samtlige sektioner i foreningen."
Blandt årsagerne til WGA's strejke var bekymringer om bl.a. manuskriptforfatteres mindsteløn, manglende rettighedspenge fra streamingtjenester samt brugen af A.I. (artificial intelligence / kunstig intelligens) i den kreative skabelsesproces.
Mens alle detaljerne i den nye WGA/AMPTP-kontrakt ikke er blevet offentliggjort endnu, så skriver Variety, at WGA fik vedtaget, at tv-produktioner nu skal hyre et særligt antal faste manuskriptforfattere (og således ikke kan rotere mellem fåtallige freelancere på ultrakorte kontrakter), og at der er udviklet et såkaldt "bonussystem", som sikrer rettighedspenge til de manuskriptforfattere, hvis produktioner bliver tilgået på streamingtjenester, fysiske udgivelser og biografer osv.
Den nævnte aftale skal dog stadig godkendes af WGA's omtrent 11.000 medlemmer i morgen, tirsdag, men det forventes ikke, at det bliver noget problem at få aftalen stemt igennem.
Det er dog værd at bemærke, at den nyoprettede aftale kun gælder de næste tre år. Inden da skal WGA og AMPTP igen sætte sig ved forhandlingsbordet og udarbejde en ny kontrakt, hvis ikke Hollywood skal gå i stå igen.
Og apropos fastfrysning, så bliver Hollywood ikke "tøet helt op" endnu. De cirka 160.000 skuespillere i skuespillernes fornævnte fagforening, SAF-AFTRA, strejker fortsat. De har mange af de samme ønsker til filmselskaberne, som manuskriptforfatterne – herunder bedre mindsteløn, flere rettighedspenge og regulering af A.I.-brug.
SAG-AFTRA har lykønsket WGA med deres tilsyneladende succesfulde forhandlinger og opfordret AMPTP til at vende tilbage til forhandlingsbordet.
Ifølge førende amerikanske økonomer har WGA-strejken kostet USA's økonomi omtrent 5 milliarder dollars – altså 35 milliarder kroner.
[OPDATERING 27. SEPTEMBER 12.48]: Jvf. Variety er manuskriptforfatterstrejken nu endegyldigt forbi, efter at WGA's medlemmer stemte for at godkende den omtalte aftale.