Jodorowskys "Dune"-storyboard solgt for 3 mio. dollars

Der opstod en regulær budkrig om det ikoniske storyboard på auktionshuset Christie’s.

Der findes næppe nogen mislykkede projekter, der har haft lige så stor betydning for filmverdenen som Alejandro Jodorowskys ambitiøse forsøg på at filmatisere Frank Herberts "Klit" – eller "Dune" på originalsproget.

I ruinerne på det strandede filmprojekt opstod "Alien", og Jodorowskys vision for filmen inspirerede bl.a. "Blade Runner" og "Star Wars"-universet – ikke mindst pga. den farverige klods af et storyboard, der blev sendt til magtfulde Hollywood-filmfolk i 1970'erne.

Efter fire års forberedelser kastede Jodorowsky håndklædet i ringen, da ingen i Hollywood turde poste penge i det gigantiske projekt. I 2013 udkom dokumentaren "Jodorowsky's Dune" om det fejlslagne filmprojekt, og traileren til den film kan ses herunder.

Læs også: David Lynch: Jeg har ingen interesse i den nye "Dune"

Kun få af Jodorowskys sagnomspundne storyboards, der blev skabt af tegneserietegneren Moebius og kunstneren Giger, skulle efter sigende stadig eksistere. Ét af dem blev forleden solgt på Christie's i Paris til 3 mio. dollars – altså små 20 mio. kroner. Det skriver The Guardian.

Den chilenske filmskaber har før og siden det stort anlagte projekt været en kultpersonlighed. Jodorowskys udgave af "Dune" skulle have haft navne som Salvador Dalí, Orson Welles, Gloria Swanson og Mick Jagger på rollelisten, mens Pink Floyd skulle stå bag soundtracket.

Senere lavede David Lynch en filmatisering i 1984, mens første del af Denis Villeneuves fortolkning af "Dune" udkom tidligere på året.

Kommentarer

Jodorowskys "Dune"-storyboard solgt for 3 mio. dollars

  • ★★★★0

    Det er en rigtig god dokumentar. Men tror mange har en måske lidt romantiseret billede af ‘filmen’, der aldrig blev til noget. På den måde tror jeg også ‘den’ er stærkere i vores bevidsthed, fordi vi får lov til at fantasere, men tror ærligt den havde endt som en kæmpe rodebunke. 

    Babo25-11-21 13:00

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen