"John Wick 4" forsinkes et helt år

Den fjerde film om Keanu Reeves' iskolde actionhelt lader vente på sig.

Lionsgate, filmselskabet bag "John Wick"-filmene, har annonceret, at næste kapitel ikke som oprindeligt planlagt får premiere 21. maj 2021. Filmen skubbes et helt år, således at premieredatoen nu hedder 27. maj 2022.

Beslutningen skyldes, at Keanu Reeves skal færdiggøre sit arbejde på "The Matrix 4", når produktionen af den film engang kan genoptages. Optagelserne har nemlig været sat i bero som følge af coronapandemien.

Først herefter får actionstjernen hul i kalenderen til at gentage rollen som den iskolde lejemorder fra de tre foregående "John Wick"-fortællinger.

Chad Stahelski, der også er involveret som konsulent på "The Matrix 4", vender tilbage i instruktørstolen på "John Wick 4" – akkurat som på de tre første film. Filmmageren har allerede antydet, at en del af John Wicks næste mission måske kommer til at foregå under vand.

Kommentarer

"John Wick 4" forsinkes et helt år

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen