Keira Knightley aner ikke, hvorfor "Love Actually" er så populær
Netop her i juledagene er der ellers mange, der sikkert vil kunne give Knightley svaret.
Den engelske romcom "Love Actually" udkom i 2003 og har siden da opbygget en kæmpe fanskare, der ofte dyrker filmen netop i julen, hvor filmens mange kærlighedshistorier udfolder sig.
Men da en af filmens stjerner, Keira Knightley, blev spurgt, hvorfor filmen er blevet så populær, svarede hun kort og kontant: "Jeg har ingen anelse."
Efter lidt betænkningstid indskød hun: "Jeg har faktisk kun set den én gang, og det var til premieren, så jeg er ikke den rette person at spørge."
Og da den Oscar-nominerede skuespiller blev spurgt, om hun ikke kunne finde på at give "Love Actually" endnu en chance – måske endda her i juledagene – viste hun ingen tegn på at være kommet i julestemning:
"Nej. Er det ikke næsten 17 år siden, at vi lavede den?"
På trods af Knightleys manglende entusiasme for "Love Actually" medvirkede hun dog i kortfilmen "Red Nose Day Actually" i 2017, som fungerede som en slags fortsættelse til det britiske kærlighedsdrama.