Ungt musicalstjerneskud lander hovedrolle i "Scream 5"
Første nye ansigt til slasherfortsættelsen er på plads.
Den kommende "Scream 5" har nu sikret sig en af sine centrale aktører. Det er sket med tilføjelsen af mexicanske Melissa Barrera, som er udset til at spille en af hovedrollerne i gyserfilmen.
Melissa Barrera har indtil nu gjort sig mest bemærket på tv, hvor hun har en fremtrædende rolle i dramaserien "Vida", som herhjemme kan ses hos C More. Med en sang- og musicalkarriere i bagagen kan hun desuden opleves næste år i "Crazy Rich Asians"-instruktøren Jon M. Chus "In the Heights" – musicalfilmen baseret på den oprindelige musical af samme navn.
Barrera er dermed også første nye ansigt på rollebesætningen til den nye film. I forvejen er gengangerne Courteney Cox og David Arquette med ombord, ligesom Neve Campbell, som spillede hovedrollen i de første fire "Scream"-film, skulle være i forhandlinger om at deltage i løjerne endnu en gang.
"Scream 5" instrueres af makkerparret Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett, der sidste år gav os "Ready or Not". "Zodiac"-skribenten James Vanderbilt og Guy Busick, som var med til at levere drejebogen til førnævnte "Ready or Not", har skrevet manuskriptet til slasherfortsættelsen, og optagelserne til projektet forventes at begynde til efteråret.