Se den festlige introsekvens fra Netflix’ "Scott Pilgrim"-serie

Om godt to uger tørner Scott Pilgrim igen sammen med Ramona Flowers' syv superekskærester.

Det er 13 år siden, at vi fik Edgar Wrights mesterlige "Scott Pilgrim vs. the World", som nappede en 15.-plads på Moovys liste over 2010'ernes bedste film.

Wrights kulørte og kreative cadeau til spilverdenen blev et finansielt flop i biffen, men har siden da oparbejdet en kæmpe fanskare, der længe har higet efter en fortsættelse. Og i januar 2022 fik vi omsider officielt nyt om, at en "Scott Pilgrim"-serie var på vej, og Netflix – som producerer tegnefilmsserien – har de seneste måneder lindret vores abstinenser med både trailers og klip.

Og nu har Netflix så frigivet introsekvensen til den kommende føljeton, og den kan ses herunder.

Se også: Michael Cera og Co. er tilbage i ny og actionspækket trailer til "Scott Pilgrim Takes Off"

I Wrights film spillede Michael Cera og Mary Elizabeth Winstead hovedrollerne som hhv. den musiske gamer Scott Pilgrim og hans bedre halvdel, Ramona Flowers. Pilgrim skal overvinde Flowers' syv onde ekskærester, som tilfældigvis også er superstærke superskurke.

Og ikke blot Cera og Winstead vender tilbage i serien – det samme gør Satya Bhabha (Matthew Patel), Kieran Culkin (Wallace Wells), Chris Evans (Lucas Lee), Anna Kendrick (Stacey Pilgrim), Brie Larson (Envy Adams), Alison Pill (Kim Pine), Aubrey Plaza (Julie Powers), Brandon Routh (Todd Ingram), Jason Schwartzman (Gideon Graves), Johnny Simmons (Young Neil), Mark Webber (Stephen Stills), Mae Whitman (Roxie) og Ellen Wong (Knives Chau).

  Tegneserieforfatteren Bryan Lee O'Malley producerer Netflix-serien side om side med Wright, og "Scott Pilgrim Takes Off" består af otte afsnit, som lander på Netflix den 17. november.

Kommentarer

Se den festlige introsekvens fra Netflix’ "Scott Pilgrim"-serie

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen