Anmeldelse: The Hunt (Viaplay)

Som politisk missil rammer "The Hunt" sit mål med et brag, men eksplosionen måtte gerne være større.

Vejen til udgivelsen af "The Hunt" har været en turbulent rejse. Først blev filmen pillet af plakaten i USA i august 2019 ovenpå de blodige skyderier i Dayton og El Paso. Herefter skabte filmens første trailer vrede blandt Amerikas konservative stemmer. I sådan grad, at selv ekspræsidenten Donald Trump tyede til tasterne for at dele sin kritik. Da filmen så endelig udkom officielt for et års tiden siden, måtte biograferne lukke blot en uge efter udgivelsen grundet COVID-19. Nu er filmen endelig landet i Danmark på streaming, og med god underholdning i vente må kritikken fra blandt andre selveste Trump erklæres overdrevet.

11 mennesker vågner op i en skov uden nogen erindring om, hvordan de er endt der. Hurtigt spreder panikken sig, men inden for få minutter er de alle i besiddelse af forskellige våben. Men endnu hurtigere bliver de beskudt af en gruppe rigmænd, som jagter de fremmede personer. Blandt disse individer, som nu må kæmpe for deres overlevelse, møder vi kvinden Crystal (Betty Gilpin), der hurtigt regner ud, hvilken situation hun befinder sig i. Herfra bliver det en hård kamp for at slippe væk med livet i behold og finde frem til de ansvarlige, som snarere har politiske motiver end økonomiske eller andet.

"The Hunt" begynder storslået med masser af vold og mørk humor. Starten er ganske enkelt legesyg, hvor der bliver leget med publikums forventninger via plot-twists og karakterer, der er både rædselsslagne og med på "joken". Dertil kan Craig Zobels seneste værk også bryste sig af nogle yderst veludførte actionsekvenser. De føles intense, men også kreative i deres opfindsomhed af drabelige scenarier. Især klimakset er kreativt, velkoreograferet og overraskende morsomt. Ydermere er fortælletempoet knivskarpt. Ikke et eneste sekund trækker ud, og samtlige 90 minutter føles nøje tilrettelagte til at underholde og føre plottet videre. På mange måder giver jagten en særdeles underholdende film.

Udover blodig mørk komedie er "The Hunt" dog først og fremmest politisk satire. Manuskriptforfatterne Nick Cuse og garvede Damon Lindelof tager tykt pis på begge sider af det politiske spektrum i USA. Jægerne er på den yderste venstrefløj, hvor politisk korrekthed sætter dagsordenen. Og dem, der jages, er den yderste højrefløj, hvis værdier er fuldstændig modsatte i deres konservatisme. Midtimellem er der så Crystal, som repræsenterer dem, der er fuldstændig ligeglade med politik og blot må stå til model mellem to ekstremer. Udbyttet af "The Hunt" afhænger nok delvist af ens egen politiske overbevisning, men det er frisk, når filmen udstiller begge siders hykleri.

Problemet opstår dog i, at satiren ikke er subtil. Referencer til politiske værker og budskaber bliver skåret ud i pap, og stereotyper som rednecks og hipsters udstilles. Det føles til tider, som om at der tales ned til publikum, uanset personlig politisk holdning. Selve pointen bag jagten er dog ikke blot apolitisk, men misforstår også fuldstændig det emne, som filmen italesætter. Ikke fordi Cuse og Lindelof er kujoner – deres idéer er solide. Der er bare ikke tid nok til at udpensle alle idéerne. Et miniserie-format a la Lindelofs udgave af "Watchmen" havde klædt fortællingen. For som tingene står, virker det politiske aspekt mere som provokation for blot at provokere fremfor noget, der har reel substans.

"The Hunt" hiver dog stjerner hjem som ren og skær underholdning. Volden, den mørke humor og legen med publikums forventninger er veludført, når fordomme udfordres. Det er bare frustrerende, at idéerne om politisk ekstremisme på både højre- og venstrefløjen er til stede, men ikke får nok tid eller nuancer til at blive udforsket ordentligt. I sidste ende er filmen underholdende nok til, at der stadig er 90 minutters blodige løjer i vente. Det har bestemt sin værdi at se en bazooka ramme sit politiske mål. Eksplosionen er blodig og morsom, men "The Hunt" måtte gerne have udfoldet sig med et endnu større brag.