Et metalband, som er inspireret af horror. Nu har jeg da aldrig.... Håber de får sickseed med det.
Dansk metalband hylder klassiske horror-film på nyt album – og i flere mægtige musikvideoer
Sickseeds nyeste album byder på 10 bloddryppende tracks, der hylder alt fra Lars von Triers "The House That Jack Built" til genreklassikerne "Aliens" og "Evil Dead II".
Hvis der er noget, der er sejere end stærk heavy metal-musik, så må det være heavy metal-musik, der tager afsæt i stærke gyserklassikere.
Det er netop det, som danske Sickseed gør på bandets kommende album, "Goregeous" – en konceptlade, hvis 10 numre hylder horrorfilm fra både ind- og udland.
Referencerne skinner både igennem i bandets musik og i deres musikvideoer. Som bandet selv fastslår i en pressemeddelelse, så er musikvideoerne alternative udgaver af de film, som numrene bygger over, med fokus på at hylde den mørke kunst.
Læs også: Biopic om Motörhead-legenden Lemmy Kilmister på vej
Og bandet har selv stået for at instruere, producere, redigere og udføre skuespillet i disse filmiske musikvideoer.
Første video er til singlen "House of Corpses", som er en cadeau til Lars von Triers "The House That Jack Built". Den hårdtslående musikvideo kan ses herunder.
Anden single, "Book of the Dead", er lavet over Sam Ramis legendariske "Evil Dead II" fra slut-80'erne, og den tredje og sidste single før albummets fulde release den 10. juni, "Facehugged", er lavet over James Camerons "Aliens". GAME OVER MAN, GAME OVER!
Du kan blive klogere på Sickseeds musik via bandets officielle Instagram-profil, Facebook-side og YouTube-kanal, som selvfølgelig byder på flere opdateringer om bandets horroralbum de kommende uger og måneder.