Trailer: Ny trailer til 4. sæson af "Stranger Things" lader op til episk finale
Anden del af sci-fi-seriens 4. sæson udkommer på Netflix den 1. juli.
Nu er der blot få dage til, at vi kan gense vores hårdt prøvede venner i Hawkins. Det sker, når del 2 af 4. sæson af Netflix' successrige sci-fi-serie "Stranger Things" lander på Netflix den 1. juli.
Til at forsøde ventetiden har vi nu fået en stemningsfuld smagsprøve på, hvad vi har i vente, via nedenstående trailer.
Traileren ledsages ikke overraskende af Kate Bush-klassikeren "Running Up That Hill", der har fået en gevaldig renæssance siden premieren på 1. del af 4. sæson i slutningen af maj.
Noget tyder på, at musik også kommer til at spille en væsentlig rolle i bekæmpelsen af de onde kræfter i The Upside Down i sæsonfinalen.
Som det fremgår af traileren, er karakteren Eddie Munson nemlig udstyret med sin guitar i kampen mod det onde, så der er lagt i kakkelovnen til noget af en jam-session, når 2. del af 4. sæson af "Stranger Things" som nævnt udkommer på Netflix den 1. juli.