Anmeldelse: The Iron Claw

Wrestling-drama er et hjerteskærende body slam om hæmmede mandemænd og tragiske skæbner.

Der kan ikke herske nogen som helst tvivl om, at "The Iron Claw" er enormt interessant for wrestling-aficionados. Indblikket i sporten lige før og i starten af guldalderen omkring dannelsen af WWF (World Wrestling Foundation). For os andre, hvis viden begrænser sig til profiler som Hulk Hogan, kan en film om perioden som udgangspunkt fremstå en smule ligegyldig. 

 "The Iron Claw" er en sandfærdig beretning om Von Erich-familien, og ikke mindst fire af brødrene, der markerede sig som den allerstørste wrestling-familie i starten af 1980'erne. Udadtil er familiens allerstørste drøm at blive verdensmestre, hvor storebror Kevin (Zac Efron) sætter tonen over sine elskede brødre, Kerry (Jeremy Allen White), David (Harris Dickinson) og Mike (Stanley Simons). Den dominerende far, træner og manager, Fritz (Holt McCallany), fastholder sine sønner i et jerngreb af egne uindfriede drømme. Og knækker dem alle, én efter én, mens der hviskes i krogene om Von Erich-forbandelsen.  

Kampsport og undertrykte mænds følelser har tidligere taget brydetag i film som "The Wrestler" (2008), "Smagen af rust og ben" (2012) og "Foxcatcher" (2014). Instruktør Sean Durkin formår alligevel at løfte det brugte tema højt over hovedet i triumf. I denne omgang om den berygtende Von Erich-familie, der om nogen byder på en højst besynderlig, medrivende og dybt tragisk fortælling om blodets bånd, sammenhold, magt, ambition, forventningspres og social kontrol. 

Hver sin tid, hver sin retroficering. Romatiseringen af 80’erne har især siden 10’erne ramt popkulturen med overvældende kraft. Uden at det her er indledningen til en udredende analyse af de seneste ti-femten års kulturfænomener, kan det være svært at konkluderere andet, end at underholdningsbranchen i høj grad har redet på en gigantisk nostalgibølge af klistret lavalampe-tint, bagudskuende referencer for referencerne skyld pakket ind i glitrende postmoderne kitsch og selvfølgeligt genindspilninger af 80’er-franchises. Alt dét, der i tilbageblikket så fedt ud på den skæve måde, dengang under den kolde krig og kartoffelkrisen. 

Er man ved at kaste op af hyperstilliserede tidsbilledetableauer, såsom "Stranger Things" og Nicolas Winding Refns neondryppende jordbærmarmelade-synth-æstetisering, synes et wrestling-drama fra hipster-retro-filmselskabet over dem alle, A24, måske heller ikke lige det rette at kaste sig over. Heldigvis er det tilladt at tage fejl. Sean Durkins film er nemlig fænomenal. Durkin, der foruden instruktør også er manuskriptforfatter og producent på "The Iron Claw", har fortalt, at beretningen om Von Erich-familien er så potent, at det kunne laves til en ni timers episk film. Lidt over to timer spillefilm begrænser, men mærkes ikke. 

Det gør til gengæld det ene gut punch efter det næste, når man kastes rundt i ringen af et uventet Shakespeariansk portræt af en dysfunktionel familiens opstigen og fald. Først badet i lune feel good-stråler af barndomsminder og vaskeægte bromance, mesterligt filmet af "Son of Saul"-fotograf, Mátyás Erdély. Indtil "The Iron Claw" griber fat og flår dit hjerte ud.  Henlagt i skyggerne af livsklog americana om menneskets kyniske og selvdestruktive natur. Aldrig formøbles det til banal sentimentalitet, når forsagte muskelmænd kryber langs panelerne i at opfylde den amerikanske og en narcissistisk fars drøm. Gennemstrømmende af omfavnende brødre-kemi i et af de allerbedste ensembles af skuespillere set i nyere tid. Knækket af et ubærligt skæbneportræt.

Alle skuespillerne er gode. Zac Efron overstråler dem dog alle med en helt utrolig præstation. Den tidligere "High School Musical"-hovedperson byder ikke alene på ekstremt fysisk transformation og imponerende atletiske sekvenser. Rollen som Kevin Von Erich er en enestående opvisning i underspil og antydningens kunst, der cementerer den tidligere Disney-stjernes enorme talent og spændvidde. Når sproget om følelser og indre liv aldrig er blevet lært for Kevin, overkompenseres på andre parametre og med hærdebredde tyrenakkeskuldre, der kan stå imod lidt af hvert. Ved at modtage livets slag og feje tricks. Ved at rase ud og til sidst at bryde sammen i depression og angst. Den følelse er svær at ryste af sig som publikum. Husk Kleenex.

"The Iron Claw" rangerer højt på listen som årets filmiske overraskelse. Sean Durkins umiddelbart fjollede wrestlingfilm er alt andet lige end et kæberaslende leverstød til hjertet, der chokerer og imponerer. Og giv så den Oscar til Zac Efron.

"The Iron Claw" har dansk biografpremiere 25. december.